Biografdirektør vil værne om oplevelsen

Asger Flygare Bech-Thomsen har været direktør for Nordisk Film Biografer i syv år. Den 11. august fylder han 60 år. (Arkivfoto). Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix

Direktør for Nordisk Film Biografer Asger Flygare Bech-Thomsen arbejder på at lave Palads til en verdensklassebiograf. Den 11. august fylder han 60 år.

Offentliggjort Sidst opdateret

Da direktør for Nordisk Film Biografer Asger Flygare Bech-Thomsen fyldte 50 år, løb han fire ørkenløb igennem is og sand.

Men den slags var forbeholdt halvtredserne. Den 11. august fylder han 60 år, og tresserne vier han til roligere stunder.

- Jeg tror, at jeg har nået den alder og modenhed, hvor jeg har indset, at jeg ikke skal bevise så meget mere. Hverken over for mig selv eller andre, siger han.

Helt roligt er det nu ikke, når man er involveret i at renovere den ikoniske og farverige biograf Palads i København, som fremkalder stærke følelser.

Asger Flygare Bech-Thomsen har arbejdet for Nordisk Film i mere end 15 år og været direktør for biograferne i syv.

I starten af 2024 bakkede et flertal i Københavns Borgerrepræsentation efter mange års diskussioner op om byggeriet. Selv har han store forventninger til det nye byggeri, som han kalder en ”verdensklassebiograf”.

Det har været en af hans store mærkesager, fordi han betragter Palads som Nordisk Films arnested. Derudover vil han kæmpe for, at der er plads til alle slags danskere i Københavns centrum.

- Jeg synes, det er fattigt, hvis der ender med kun at være plads til små kulturelle begivenheder i København. Der skal også være plads til folkelige oplevelser, der driver et ordentligt publikum ind, siger Bech-Thomsen.

På trods af det efterhånden store udbud af streamingtjenester tror Asger Flygare Bech-Thomsen ikke, at danskerne ville stoppe med at gå i biografen.

Han tror ikke, at vi lige foreløbig mister lysten til kulturelle oplevelser i det offentlige rum.

Da Asger Flygare Bech-Thomsen som ung blev uddannet som skibsingeniør, var det næppe klart, at han senere ville sidde i en direktørstol i Danmarks største biografkæde.

Men han mener selv, at der er meget potentiale for "sådan nogle som ham" i ledelsesstillinger.

- Når man får chancen til en ny udfordring, skal man tage den, og det er det, jeg har gjort, siger han.

Asger Flygare Bech-Thomsen er gift med Christina, og sammen har de tre børn.

Da børnene flyttede hjemmefra, flyttede de ind til København, men de har stadig beholdt deres landejendom i Frederikssund.

Selv er han opvokset på Frederiksberg og i Charlottenlund.

/ritzau/