Dårligt vejr udskyder kongens tur til Grønland med en dag
Kong Frederik modtog mandag Grønlands regeringschef, Jens-Frederik Nielsen, på Amalienborg. Det var planen, at de to herefter skulle flyve mod Grønland. Det er udskudt til tirsdag. Foto: Keld Navntoft/Ritzau Scanpix
Keld Navntoft/Ritzau Scanpix
Kong Frederik skulle efter planen være rejst til Nuuk mandag. Vejrforhold i Nuuk har udskudt afrejsen en dag.
Efter planen skulle kong Frederik mandag aften lande i den grønlandske hovedstad, Nuuk, og officielt indlede sit flere dage lange besøg.
Men dårligt vejr i Nuuk har udskudt afrejsen. Det skriver kongehuset på det sociale medie Instagram.
Kong Frederik og Grønlands regeringschef, Jens-Frederik Nielsen, skulle efter planen ankomme i Nuuk mandag klokken 19.30 lokal tid, hvilket svarer til klokken 22.30 dansk tid.
Det blev i første omgang rykket til tirsdag morgen klokken 08.30 lokal tid. Siden er det blevet rykket yderligere to timer, så ankomsttiden nu hedder 10.30, hvad der svarer til klokken 13.30 dansk tid.
Den seneste forsinkelse betyder, at kongen misser et besøg klokken 11 lokal tid i bygden Kapisillit, der ligger 75 kilometer fra Nuuk og har 50 indbyggere.
I stedet deltager han i en fjordtur, skriver kongehuset i sin kalender.
Herefter deltager han i en kaffemik i Nuuk og derfra videre på en vandretur.
Programmet slutter tirsdag med en middag i Hans Egedes Hus i Nuuk, hvor den grønlandske regeringschef er vært.
Onsdag besøger kongen Grønlands Universitet og senere Station Nord, som er den nordligst bemandede flyveplads i Grønland. Den bruges af Sirius-patruljen.
På sidstnævnte besøg er forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) også med. Det nærmere program for den del af turen fremgår ikke af kongehusets udmelding.
Ifølge kongehusets kalender er kongen også i Grønland torsdag og fredag. Af programmet for turen fremgår det, at kong Frederik tager afsted med Sirius-patruljen de to dage.
Kong Frederik var sidst i Grønland i slutningen af juni 2024. Dengang var dronning Mary også med.
Den nye tur kommer efter flere måneders uro omkring Grønland og den amerikanske præsident, Donald Trumps, interesse for at få kontrol med Grønland.
/ritzau/
Seneste artikler
18-årig idømt fængsel og en særlig sanktion
NFH flyvende på norsk visit
Nu ruller trafikken atter over broen
Provst med klar opfordring til kirkeministeren om bispevalg og stiftsgrænser: – Meld ud!
I tilfælde af krig eller krise: Kommune gør klar til det værste
Mest læste artikler
Valsemøllen bremser Operation X-program om Danish Agro
Fyringschok: 11 ansatte står til at miste jobbet
Milliardær køber for millioner på Fejø: Her er årsagen
Kendt fra 'Det brune punktum': Køber hus på Falster
Kvinde kørt på sygehuset efter ulykke