Det er direkte misvisende, når ny analyse fra DA konkluderer, at flere tusinde ledige kvinder ikke vil arbejde
Hver tredje kvinde på kontanthjælp vil ikke have et arbejde, skriver Jyllands-Posten tirsdag på sin forside.
Det fik tidligere på dagen statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) til at love en snarlig kontanthjælpsreform.
Men beregningerne, der ligger bag konklusionen, holder ikke vand, viser det sig nu.
- Tallene er misvisende og behæftet med stor statistisk usikkerhed, siger afdelingsdirektør for Personstatistik, Niels Ploug, Danmarks Statistik.
Det er højst usædvanligt, at Danmarks Statistik på den måde går ud og undsiger en analyse.
Tallene stammer fra en undersøgelse, som Dansk Arbejdsgiverforening har lavet på baggrund af tal fra netop Danmarks Statistik.
Ifølge Jyllands-Posten er 15.000 personer i den såkaldte matchgruppe 1 blevet spurgt om deres arbejdsmarkedsforhold. Og af dem svarer 33,9 procent af kvinderne, at de ikke vil arbejde.
- Men der er reelt tale om 249 personer, der er blevet spurgt. Af dem er der i alt 34 kvinder, der hellere vil have kontanthjælp end at arbejde. "Regnet op" giver det 2300 kvinder, siger Niels Ploug.
- Og når man har en gruppestørrelse på 2000-4000 skal man være umådelig forsigtig med at drage håndfaste konklusioner for tallene er behæftet med stor usikkerhed, siger han.
/ritzau/