Det er nødvendigt at prioritere dyr medicin, mener næstformand i Etisk Råd, der kalder på en mere åben debat.
Eksempler fra andre lande som England og Norge taler deres tydelige sprog: Det er tilsyneladende politisk selvmord at nægte dødssyge patienter medicin, fordi den er for dyr.
Og det vil også være problematisk, hvis Danmark indfører et institut, der skal prioritere, om medicinen er for dyr eller ej, mener Gorm Greisen, der er næstformand i Etisk Råd og overlæge på Rigshospitalet.
- Kernen i spørgsmålet er, om det er muligt at rejse en bred offentlig debat, der gør det politisk muligt at sige, at man vil prioritere, det vil sige vælge fra, ikke vælge til. Tilsyneladende er det ikke politisk muligt nu, det er politisk selvmord, siger han.
Der er senest blevet pustet liv i debatten om dyr medicin med et nyt lægemiddel til patienter, der lider af cystisk fibrose, en sjælden, dødelig sygdom.
Lægemidlet kan forlænge patienternes liv, men det koster til gengæld omkring to millioner årligt per behandling.
I Danmark findes Koordineringsrådet for ibrugtagning af sygehusmedicin (Kris), der vurderer ny medicin, dog uden at måttet tage bestik af prisen. Gorm Greisen mener, det er afgørende at prioritere - og inddrage udgiften i den øvelse.
Men han påpeger, at det vil blive svært politisk, for det er der allerede eksempler på fra udlandet, siger han med henvisning til England, hvor der findes et prioriteringsorgan:
- Historien har gang på gang været, at nogle enkelte patienter bliver bragt frem i pressen, og så er det politisk for svært, siger han.
Men teknisk kan det godt lade sig gøre at prioritere sygehusmedicin ved blandt andet at lade økonomien spille ind, lyder det.
- Man opererer med begrebet "kvalitetsjusteret leveår", hvor man ganger antal leveår med kvaliteten af de år.
- Er man sund og rask, ligger man i sengen, sidder man i kørestol og så videre. Man kan ikke gøre det 100 procent, men man er nogenlunde blevet enige om det, forklarer han.
Den samme tilgang er nødvendig i Danmark, lyder det fra Gorm Greisen, der påpeger, at man ellers må skære andre steder i eller uden for sygehusvæsenet, for at få enderne til at mødes.