René Toft Hansen (til højre) i aktion i Herreligaen for Bjerringbro-Silkeborg mod Aalborg Håndbold 2. oktober i år. Den tidligere håndboldlandsholdspiller fylder 40 år 1. november. (Arkivfoto). Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Der findes nærmest ikke den titel, som håndboldspilleren René Toft Hansen ikke har vundet med det danske landshold. Den 1. november fylder han 40 år.
Ritzau Ritzau/ritzau/
OffentliggjortSidst opdateret
De fleste husker ham nok okse rundt i verdens håndboldhaller. Mellem feltet og tremeterlinjen som en udsmider iført den rød-hvide landsholdstrikot og to styks knæstøtte - hans rustning.
Og i dag spiller han stadig.
Den rutinerede OL-, VM- og EM-guldvinder i håndbold René Toft Hansen huserer fortsat hjemme i den bedste danske herreliga i håndbold for Bjerringbro-Silkeborg.
Men det bliver også endestationen for veteranens karriere.
I starten af oktober annoncerede stregkrigeren, at han har kastet den harpiksovertrukne bold for sidste gang, når hans 22. sæson som professionel afsluttes til sommer.
Annonce
René Toft Hansen, som 1. november fylder 40 år, begyndte i HRH Roslev og siden hen har han lagt vejen forbi blandt andet tyske THW Kiel, ungarske Veszprem og portugisiske Benfica.
Han har vundet syv mesterskaber på sin vej - tre med Kiel, to med AG København, et med KIF Kolding og et med Veszprem.
René Toft Hansen (i midten) forsvarer side om side med sin lillebror Henrik Toft Hansen i OL-finalen i 2016 mod Frankrig. Fredag 1. november fylder René Toft Hansen 40 år. (Arkivfoto). Foto: Marko Djurica/Reuters
På landsholdet scorede han 206 mål i 147 kampe, og her fik han lov at dele bane med sin to år yngre lillebror, Henrik.
Han er overvældet over, hvordan folk har reageret på hans karrierestop.
- Det er meget overvældende, at jeg modtager så mange hilsner, når jeg kommer rundt i hallen.
- Jeg har fået gaver af folk, jeg ikke har set før. Og det rører mig, at folk kommer hen, fordi jeg har givet dem minder, siger han.
Toft Hansen håber på at kunne nappe en sidste titel med BSH med sit forsvarsspil - den del af spillet, han holder allermest af.
- Jeg har altid nydt at være nede i forsvaret for at forhindre mål. Jeg har også haft et højt niveau angrebsmæssigt. Men det er i forsvaret, jeg altid har følt, at jeg var en af verdens bedste.
- Jeg er en stor dreng, så jeg har altid godt kunnet lide at bruge min fysik og stå imod det tryk, der kom. Det er den dér positionskamp med stregen om at skulle kæmpe sig rundt om og få fat i indspillene, siger han.
Han håber at blive husket som en, der altid gav sig 100 procent og altid smed sig ned på gulvet efter en løs bold.
Annonce
Når man spørger ham, om der er bestemt aktion, han særligt husker, vender han tilbage til EM i 2012.
Danmark skulle bruge en sejr over Makedonien for ikke at blive slået ud af slutrunden. Med otte sekunder tilbage af kampen var stillingen 32-32, og Makedonien var i angreb.
Men Niklas Landin reddede bolden, Toft Hansen kastede sig ned efter den løse bold, der til sidst endte hos Hans Lindberg, som løb ned og kastede bolden i mål.
Danmark blev europamester, og Toft Hansen fik sin første landsholdstitel.
Når karrieren er forbi, glæder han sig til at have mere tid til at holde ferie med sin hustru, Kathrine Buus Nielsen, og deres tre døtre.