Vandet er nu pumpet væk fra vigtig indfaldsvej til København, mens en anden stadig er lukket for trafik.
Helsingørmotorvejen er igen åben for bilisterne.
Det lykkedes natten til mandag for Beredskabsstyrelsen at få pumpet så meget vand væk, at den vigtige indfaldsvej til København er klar til at tage imod morgentrafikken, oplyser Vejdirektoratet.
Siden skybruddet over København lørdag aften havde Helsingørmotorvejen været spærret i begge retninger fra Kildegårdsvej til Hans Knudsens Plads.
Derimod må bilister på Amagermotorvejen E20 endnu væbne sig med tålmodighed. Der er endnu så meget vand på kørebanen, at vejen er lukket i begge retninger ved Gl. Køge Landevej, fortæller vagtchefen hos Vejdirektoratet.
/ritzau/