Finanskrisen har på rekordtid fået antallet af ubesatte job i sundhedsvæsnet til at styrtdykke, viser ny undersøgelse.
Manglen på personale, der i årevis er blevet betragtet som et af de største problemer i det danske sundhedsvæsen, er ved at være et overstået kapitel, skriver Berlingske Tidende.
Nye opgørelser fra hospitalerne i Region Hovedstaden viser, at den økonomiske krise i stor stil får sygeplejersker og andet sundhedspersonale til at strømme tilbage fra job i det private erhvervsliv til faste stillinger på de offentlige sygehuse.
I Region Hovedstaden er der i dag kun 200 ledige stillinger, primært lægespecialister. For to år siden var der knap 2000 ubesatte stillinger. Samme tendens ses i de øvrige regioner.
- Det er en positiv og glædelig udvikling, som betyder, at vi bør kunne øge aktiviteten og levere en endnu mere sikker og effektiv drift, hvor der ikke nedlægges afdelinger, siger Carl Holst (V), næstformand i Danske Regioner.
Udviklingen står i skærende kontrast til situationen for et par år siden, hvor personalemangel førte til lukning af sengepladser. Samtidig forudså eksperter og politikere, at helt op til hver tredje stilling i sundhedsvæsnet ville være ubesat om få år.
Den økonomiske krise har ændret beskæftigelsessituationen, men også et forbud mod at bruge eksterne vikarer har bidraget til den nye udvikling.
/ritzau/