Den første Klovn-film ser ud til at blive den blot anden film i 35 år, som kan tilbagebetale støttekroner.
"Klovn Forever" har premiere torsdag og skal forsøge at leve op til den store succes fra den første film i serien, "Klovn - The Movie", som tjente 65 millioner kroner på verdensplan.
Den nye Klovn-film bliver også sendt ud på det amerikanske marked og har gode forudsætninger for at blive en succes på bundlinjen. Men det er, trods danske film og tv-seriers store popularitet i udlandet, stadig en sjældenhed.
- Der er virkelig publikum til danske film, og de tjener også penge i udlandet, men det er stadig et fåtal af dem, der tjener pengene hjem, siger Ib Bondebjerg, som er professor ved Institut for Medier, Erkendelse og Formidling på Københavns Universitet.
Det Danske Filminstitut (DFI) støtter hvert år danske film med millioner af kroner, men tilbagebetaling af støttekronerne sker sjældent.
Tilbagebetalingen sker løbende, når filmene begynder at lave overskud. De seneste 35 år er der kun en enkelt dansk film, "Italiensk for Begyndere", der har betalt hele sit tilskud tilbage.
Selvom den første Klovn-film ikke er helt i mål endnu, forventer Det Danske Filminstitut, at filmen på sigt betaler de 4,9 millioner kroner tilbage, den har modtaget i støtte.
Ifølge Ib Bondebjerg kommer cirka 35 procent af de danske film i biograferne, og det er i europæisk målestok et flot tal.
Men hvorfor er det så svært at tjene penge på film, når folk gerne vil se dem?
Det skyldes ifølge professoren flere forhold.
- Der bliver lavet alt for mange film i Europa, og vi arbejder for lidt sammen. Cirka 70 procent af de film, der bliver lavet, kommer aldrig ordentligt "ud over rampen" til publikum, og så tjener de heller ingen penge, siger han.
- Det er ikke alle, der vil se danske film, men vi kan tydeligt se, at når de danske film når ud til et stort publikum, bliver de også set rigtigt meget, siger Bondebjerg.
Han mener, at hvis europæiske film skal tjene penge, skal der arbejdes for at gøre kontinentet til et fælles marked, hvor vi bliver bedre til at tage imod hinandens film landene imellem.
Ib Bondebjerg fremhæver desuden de skandinaviske lande som et godt eksempel, hvor befolkningen er god til at tage imod hinandens film.