Rammen for næste års budget er som ventet hævet med 1,5 milliarder. Fokus er på hastighed og kvalitet.
Regeringen er nået til enighed med regionerne om rammerne for økonomien i 2012. Det oplyser partnerne efter et forhandlingsmøde i Finansministeriet.
- Vi lever i en tid med stramme krav til økonomien, men vi har prioriteret at finde penge til at sikre bedre sygehuse, hurtigere behandling og højere kvalitet, siger finansminister Claus Hjort Frederiksen (V).
Aftalen giver 1,5 milliard kroner ekstra til regionernes budget i 2012. Pengene stammer fra sidste års genopretningspakke, som sikrede 5 milliarder kroner ekstra til sundhed over tre år.
/ritzau/