Succesfuld avismager er inkarneret sjællænder

I sine mange år i mediebranchen har Torben Dalby Larsen gjort sig gældende utallige steder. Han startede som journalistelev i 1968 og stoppede som øverste chef for Sjællandske Medier 50 år senere. Den 5. juli fylder han 75 år. (Arkivfoto). Foto: Gregers Tycho/Ritzau Scanpix

Torben Dalby Larsen gik fra journalist til medieboss og udviklede en stor koncern. Nu bruger han blandt andet tid på at fremme Sjælland. 5. juli fylder han 75.

Offentliggjort Sidst opdateret

Han har arbejdet fem årtier i mediebranchen. Men i 2019 var det slut for Torben Dalby Larsen, da han stoppede som topchef for Sjællandske Medier.

Et mediehus, som han havde stået i spidsen for i over 30 år, og som med ham ved roret voksede med fusioner og opkøb i en hård branche.

Siden har han blandt andet helliget sig formandsposten for PFA, men Torben Dalby Larsen, der 5. juli fylder 75 år, har de seneste år skruet ned for arbejdet.

Han har dog stadigvæk flere poster med samme geografiske omdrejningspunkt som hans journalistiske virke - nemlig Sjælland.

Blandt andet som en del af repræsentantskabet i Sjællands Udviklingsalliance, der skal bidrage til at udvikle Sjælland og øerne, og bestyrelsesmedlem i Sparekassen Sjælland-Fyn frem til 2025.

- Det er afgørende for alle lokalområder på Sjælland og Fyn, at der er et større, lokalt og regionalt forankret pengeinstitut, som ønsker at støtte op om udviklingen både i de større og mindre lokalsamfund, sagde han ved udnævnelsen i 2021.

De journalistiske barnesko blev trådt på Dagbladet Roskilde sidst i 60'erne. Og turen gik over Frederiksborg Amts Avis, før han i 1985 blev chefredaktør for Dagbladet, der udgav flere aviser på Sjælland.

Året efter blev han direktør og chefredaktør for Udgiverselskabet Dagbladet, som senere blev til Sjællandske Medier, og som han var med til at udvide markant med flere opkøb og fusioner over årene.

Mediehuset udgiver i dag de fire dagblade Dagbladet, Nordvestnyt, Frederiksborg Amts Avis og Sjællandske samt 42 ugeaviser. Koncernen tæller blandt andet også en lokalradio.

Torben Dalby Larsen var i en årrække også formand for nyhedsbureauet Ritzau, som ejes af de danske medier, og i 12 år medlem af bestyrelsen hos DR.

Også uden for mediebranchen har han gjort sig gældende.

Foruden posten som formand hos PFA, hvor han takkede af i 2021, var han blandt andet i otte år formand for Dansk Arbejdsgiverforening.

/ritzau/