TV2 Øst har søgt i et halvt år - nu har man fundet ny direktør

PR-foto

TV2 Øst finder ny direktør i Vordingborg Kommune - men det er ikke første gang, at han er i huset.

Offentliggjort Sidst opdateret

TV2 ØST har efter et halvt års jagt ansat en ny administrerende direktør. Det bliver Ole Hampenberg Andersen, der kommer fra en stilling som centerchef for kultur, fritid & udvikling i Vordingborg Kommune.

Men faktisk er han ikke helt ukendt i huset hos TV2 Østjylland. Han har nemlig tidligere arbejdet som redaktionschef og souschef i mediehuset.

Ole Hampenberg Andersen er ny direktør på TV2 Øst. Privatfoto

I en pressemeddelelse oplyser bestyrelsesformand Claus Kronborg, at man ønskede en meget grundig rekrutterings- og ansættelsesproces for at afdække hele markedet.

Annette Kokholm forlod - efter gensidig aftale - posten tilbage i april, og nu har en enig bestyrelse altså efter cirka seks måneder fundet en ny til posten.

- Vi er meget glade for at kunne byde Ole Hampenberg Andersen velkommen til TV2 ØST. Ole er en særdeles velkvalificeret kandidat, som med sin store erfaring inden for ledelse, medieproduktion og politisk interessevaretagelse er et perfekt match for vores Mediehus. Vi ser frem til samarbejdet og er sikre på, at Ole vil være med til at sikre en stærk og succesfuld fremtid for TV2 ØST, udtaler Claus Kronborg.

Ole Hampenberg Andersen kommer i følge jobannoncen til at skulle sætte en digital retning og arbejde med strategien for mediehuset, der dækker 12 kommuner ig Vest- og Sydsjælland samt Lolland-Falster.

- TV2 ØST spiller en vigtig rolle som public service-institution og som aktør i den demokratiske samtale her i regionen. Jeg glæder mig virkelig til at vende tilbage til TV2 ØST og til at arbejde sammen med de dygtige medarbejdere og bestyrelsen, for at sikre lokal og regional nyhedsformidling af høj kvalitet.