47.200 børn lever i fattigdom: Her er buddet på, hvordan det kan laves om

Mødrehjælpen er blandt de 21 organisationer, som nu er udkommet med anbefalinger til at fjerne børnefattigdom i Danmark. Foto: Maria Glasius Lange

Tusindvis af børn vokser op i fattigdom i dag. Derfor lancerer 21 organisationer, der til dagligt arbejder med børn i fattigdom, et udspil for at bekæmpe børnefattigdom og afbøde børnenes afsavn.

Offentliggjort Sidst opdateret

Maven knurrer mere end klassekammeraternes, tøjet er altid lidt mere slidt end sidemandens, og ofte må de finde på undskyldninger for, hvorfor de ikke har råd til at tage med i svømmehallen eller deltage i andre sociale aktiviteter.

Det er hverdagen for alt for mange børn i Danmark. For trods gode økonomiske konjunkturer lever 47.200 børn ifølge Danmarks Statistiks definition fortsat i fattigdom. Det vil 21 organisationer ændre på med et nyt udspil til en handleplan mod børnefattigdom.

I en pressemeddelelse skriver Kirkens Korshær, at flere af organisationerne i årevis har foreslået, at landets politikere lavede en national plan for, hvordan børnefattigdom bekæmpes. Nu har de selv lavet et bud på, hvordan en handleplan kan se ud.

Fakta

De 21 organisationer bag udspillet er en del af netværket ‘Børn i Fattigdom? Nej tak’. 

De er: Red Barnet, Mødrehjælpen, Kirkens Korshær, Dansk Folkehjælp, Enestående Forældre, HOME-START Familiekontakt, Dansk Socialrådgiverforening, BROEN – Danmark, BUPL, Børnerådet, Børnesagens Fællesråd, DRC Dansk Flygtningehjælp, Dansk Sygeplejeråd, FOA, Kofoeds Skole, Fonden LivaPeople, Foreningen Grønlandske Børn, Forældrenes Landsorganisation FOLA, Unicef, Landsforeningen Livsværk, DUI-Leg og Virke.

Forslaget indeholder 40 anbefalinger, der tager hånd om børnenes oplevelse af fattigdom og afsavn – i hjemmet, daginstitutioner, skoler og fritidslivet, men udspillet fokuserer også på børnenes sundhed og familiernes økonomiske situation. Konkret anbefaler organisationerne bl.a. at lovsikre retten til en barndom uden fattigdom og at hæve de laveste sociale ydelser for familier i fattigdom, så de løftes over fattigdomsgrænsen.

Fattigdom forværrer livsmuligheder

Derudover foreslår de, at der genindføres et midlertidigt børnetilskud for at kompensere familier i fattigdom for de seneste års prisstigninger. Og så foreslår organisationerne en mere helhedsorienteret og håndholdt hjælp i hverdagen til de forældre i fattigdom, som kæmper med sociale udfordringer.

Jeanette Bauer, chef for Kirkens Korshær, udtaler:

- Fattigdom gør ikke kun ondt nu og her. Det forværrer også børns livsmuligheder i fremtiden. Det er uværdigt for det enkelte menneske, og det er uværdigt for det danske velfærdssamfund. Fattigdom er sjældent det eneste problem, familierne bokser med. Det skal vi gøre op med. Det kræver, at vi sikrer en rimelig økonomi ved fx at løfte de laveste ydelser, og at vi sætter individuelt og helhedsorienteret ind.

Johanne Schmidt-Nielsen, generalsekretær i Red Barnet, udtaler:

- Vi er et alt for rigt land til, at tusindvis af børn hver dag oplever omfattende afsavn på grund fattigdom. Det har ofte meget store konsekvenser for deres trivsel, sociale liv, for deres fremtidsmuligheder og tilknytning til samfundet. Det er på høje tide, at vi for alvor tager livtag med børnefattigdom i Danmark, og det gør vi kun ved at sætte bredt ind og fokusere på børnenes liv og de forhold, de lever under. Det kræver, at vi hæver ydelserne, og at vi nedbryder de barrierer, der gør, at børn fra fattige familier, står uden for fællesskaberne.

Trækker sig fra fællesskabet

Ninna Thomsen, direktør i Mødrehjælpen, udtaler:

- I et rigt land som Danmark er det ikke i orden, at børn stadig vokser op i fattigdom. Der er brug for en national handleplan, som tager livtag med børnefattigdom og dens konsekvenser. Vi er 21 organisationer, der har samlet vores bud - nu er det politikernes tur til at komme i arbejdstøjet.

Mirka Mozer, generalsekretær i Dansk Folkehjælp, udtaler:

- Det er barskt at leve i fattigdom i Danmark. Mens de voksne kæmper en daglig kamp for at få enderne til at mødes, kæmper børnene mod fordomme og for at skjule pengemanglen og skammen. Derfor trækker de sig fra fællesskaber, som koster penge, fx udflugter med skole og fritidshjem og fødselsdage i klassen. Men fattigdom må ikke koste børns fællesskaber. Derfor er denne handleplan nødvendig.

Udspillet kan findes her, og vil blive præsenteret på en konference på Christiansborg tirsdag den 26. november 2024