Slår vigtig turist-rekord: - Det er fantastisk at opleve

Turister tager blandt andet til Nakskov for at opleve den smukke havneby. Arkivfoto: Anders Knudsen Luftfoto Nakskov. Nakskov havn går til Nybro

Nye tal fra VisitDenmark viser, at Lolland-Falster er et attraktivt sted for turister at overnatte.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det går godt med turismen på Lolland-Falster.

Rigtig godt.

Faktisk er det aldrig gået bedre, hvis antallet af  kommercielle overnatninger er turisme-målestokken.

I 2023 har næsten 2.2 millioner - 2.187.388 - overnattet på feriecentre, hoteller, campingpladser, feriehuse og lystbådehavne, og det er en stigning på tre procent sammenlignet med 2022.

Det viser overnatningstal fra VisitDenmark.

Har en stærk kombination

De mange overnattende gæster glæder destinationschef hos Visit Lolland-Falster, Lindy Kjøller, der mener, at "det er fantastisk at opleve en fortsat stigende interesse for vores øer":

- På Lolland-Falster har vi en stærk kombination af store og små turismeaktører, der alle er vigtige for denne udvikling, mens vi også er hjulpet godt på vej af Femern-projektet, fortæller han i en pressemeddelelse fra Visit Lolland-Falster.

Der er dog stadig et stykke vej til turismeorganisation 2030-mål for Lolland-Falster. Her skal tre millioner sove på Sydhavshavsøerne, og for at det kommer til at ske, er en treprocents-stigning om året ikke nok. Så skal vi op på fire og fem procent.

- Det er et ambitiøst mål, der kræver, at vi får flere overnatningsmuligheder, da vi lige nu ikke har kapacitet nok til at nå målet. Samtidig ligger der et hårdt arbejde i at udvikle destinationen med nye og bæredygtige produkter og fortsætte de stærke markedsføringsindsatser for at trække gæster til Lolland-Falster, siger destinationschefen.

Der er både flere turister fra udlandet og fra Danmark, som har overnattet på Lolland-Falster. Seks procent flere internationale turister har slået vejen forbi Sydhavsøerne, mens antallet af danskere er steget med en procent.

Det samlede tal over overnatninger, hvor alle overnatninger i feriehuse også er inkluderet, opgør turismeorganisationen i april.