Efter 10 års dvale: Festuge vender tilbage

Vores Nykøbing bestående af André Andersen og Louise Rützou har taget initiativ til en ny festuge i Nykøbing. Og de har fået ”Flyttemand Olsens Sangforening” til at hjælpe. Arkivfoto: Anders Knudsen

En halv million fra kommunen gør borgernes ønske til virkelighed: Nykøbing får sin egen festuge i august 2025 – arrangeret i samarbejde med lokale kræfter og 50 frivillige.

Offentliggjort Sidst opdateret

Når man spørger kunderne, hvad de gerne vil have, så skal man også være klar til at levere det.

Sådan lød det i marts fra citychef André Andersen, da Vores Nykøbing bad om input fra borgerne til kommende aktiviteter.

Og her var ønsket altså fra flere kanter en ny festuge og generelt flere koncerter. En stor opgave for en lille forening. Men igennem en gavmild bevilling fra Guldborgsund Kommune på 500.000 kroner kan det nu blive en realitet.

Beslutningen om partnerskabet blev truffet af kommunens økonomiudvalg mandag, forklarer borgmester Simon Hansen (S).

- Det handler om at skabe noget, der kan understøtte Nykøbing som en stærk handelsby, og vi tror og håber på, at butikkerne holder åbent, imens det står på, så de kan forsøge at skabe noget meromsætning i de dage. Det vil vi gerne være med til at bakke op om. Måske kan det blive en lille folkefest, hvor man kommer forbi og hører musik og er fælles om det, siger han.

Grobund for flere events

Festugen forventes lige nu at finde sted fra 21.-23. august 2025 for at få tid til at finde en scene, der lever op til kunstnernes krav, lyder det i ansøgningen fra Vores Nykøbing.

Da foreningen blot består af to medarbejdere, har man indgået et tæt samarbejde med "Flyttemand Olsens Sangforening", som blandt andet er kendt for sin oktoberfest i hallen og for at afvikle både julefrokoster og sommerfester for kommunen.

Festugen skal i første omgang vare i tre dage for at kunne levere en god kvalitet i både omgivelser og indhold, lyder det fra de to partnere.

- Vi tænker, at afvikling af et så stort arrangement, som en festuge er, ligger i tråd med, at Nykøbing kan blive en endnu mere aktiv eventby med events i større format, lyder det i ansøgningen til kommunen.

De forventer at skulle aktivere 30 frivillige - og dermed nå op på i alt 50 hjælpere.

Ønsker fællesskab

Festugen får navnet "Den Lille Fede Festuge" og skal samle byen igennem både musik, underholdning og gastronomiske oplevelser.

- Gennem en række kulturelle og kunstneriske arrangementer vil vi fremme fællesskab og lokal identitet. Det første år vil arrangementet strække sig over tre dage med fokus på kvalitet, skriver arrangørerne.

Og det er et initiativ, der går i hjertet hos politikerne.

- Det er noget, som borgerne har efterspurgt, og det gør indtryk på mig, men det som borgerne måske især efterspørger, er de her fælleskabsorienterede aktiviteter, hvor vi kan mødes og være sammen om noget. Og det kan musik og en festuge bare, siger Simon Hansen.