FORVARINGSDOMME GIVES TIL SÆRLIGT FARLIGE FOLK

• Forvaring er formelt set ikke en straf, men en foranstaltning, der træder i stedet for straf, når den dømte anses for at være særligt farlig.
• På den måde minder forvaring om fængsel på livstid. Det er de eneste former for frihedsberøvelse af ikke-utilregnelige personer, som er uden tidsbegrænsning.
• Forvaring kan kun gives, hvis den dømte anses for at være farlig. Formålet er at beskytte samfundet mod den pågældendes farlighed.
• En dom til forvaring forudsætter, at retten finder det nødvendigt med en tidsubestemt foranstaltning frem for straf for at forhindre den dømte i at begå ny farlig kriminalitet.
• En forvaringsdømt kan forlange, at anklagemyndigheden skal indbringe hans sag for retten. Hvis retten siger nej til løsladelse, må den dømte vente et halvt år, før sagen igen kan indbringes.
• Efter tre års forvaring - og siden en gang om året - har Kriminalforsorgen pligt til at tage stilling til, om foranstaltningen skal fortsætte.
• Rigsadvokaten har pligt til at sikre, at en forvaringsdømt ikke sidder længere end nødvendigt, men det er i sidste ende op til retten at bestemme, om den dømte kan prøveudskrives - altså løslades.
• Inden der sker prøveudskrivning, vil der i reglen være et længere forløb, hvor den dømte først får ledsaget udgang og siden får lov til at forlade fængslet på egen hånd.
• For at opnå de friheder kan Kriminalforsorgen stille en række betingelser, for eksempel at den dømte skal behandles med en bestemt type medicin.
• Forvaring forveksles ofte med dom til anbringelse. Forskellen er dog, at anbringelse anvendes over for utilregnelige personer - for eksempel sindssyge og mentalt retarderede.
• Hvor forvaringsdømte opholder sig i et fængsel, så bliver de anbringelsesdømte anbragt på for eksempel en psykiatrisk afdeling eller et bosted for mentalt handicappede.

Kilder: Kriminalforsorgen, Straffeloven, Prøveudskrivningsbekendtgørelsen.