Grønlandsk rekordsten ankommet til Lolland

Sådan ser den grønlandske granitblok ud. Pressefoto: Munck

En kæmpe grønlandsk granitblok på hele 39 tons ankom kort før jul til Sundby på Lolland. I sidste ende skal den blive til den 12. og sidste skulptur i kunstværket Dodekalitten.

Offentliggjort Sidst opdateret

Fra Grønland til Lolland. Det er den rejse, en kæmpe granitblok for få uger siden begav sig ud på.

Granitblokken, som vejer 39 tons, ankom kort før jul til Sundby.

Og i sidste ende skal den til højen ved Kragenæs, hvor den kommer til at udgøre den 12. og sidste skulptur som en del af Dodekalitten.

Eneste fra Grønland

Kunstneren bag fortæller, at idéen om en grønlandsk sten kom, da han havde de svenske konsuler i Danmark med til en fremvisning af Dodekalitten.

- Der var der også en fra Grønland med, som spørger, om vi ikke skal have en sten fra Grønland. Det viser sig så, at der var en mulighed for at få en sten fra Grønland, fortæller Thomas Kadziola.

Det er et smukt syn, når en supermåne lyser Dodekalitten op, som det var tilfældet i august. Arkivfoto: Toke Brødsgaard

Derfor drog han til Grønland, hvor han sammen med entreprenørvirksomheden Munck, som har stået for transporten af stenen, fandt frem til granitblokken ved byen Ilulissat. Den er skænket som en gave af det grønlandske hjemmestyre, fortæller kunstneren.

- Jeg var deroppe i en uge. I samarbejde med Muncks mandskab styrede jeg arbejdet, så vi fik blokken ned i en vægt, så den kunne komme over broen. Der er en bro oppe ved lufthavnen ind til byen og ned til havnen, hvor der var en begrænsning på, hvor meget den måtte veje for at krydse der, siger han og fortsætter:

- Det er også begrænset, hvor meget værktøj de har deroppe til at flytte den, så vi har måttet vente lidt, siger han og fortæller, at det var i løbet af efteråret, han besøgte Grønland.

Dodekalitten

På en lollandsk mark med udsigt over Smålandsfarvandet skabes et monument, der kombinerer skulptur og musik midt i et landskab fuld af historien, til en unik samlet oplevelse.

Dodekalitten (græsk: Tolvsten) er 12 stenstøtter, hver 7-9 meter høje og hver vejende 25-45 tons, hvor de øverste 2 meter er udhugget som hoveder, der alle vender mod centrum i en cirkel med 40 meter i diameter.

Under en kreds af siddesten indbygges et lydanlæg med 12 kanaler, som lader den rumlige, elektroakustiske musik klinge inde i cirklen dagligt i døgnets lyse timer året rundt.

Kilde: dodekalit.dk

Stenen er den første, han modtager fra Grønland. De hidtidige skulpturer er udhugget af sten fra Norge og Sverige.

- Den er også den tungeste sten, der nogensinde har forladt Grønland. Den tidligere rekord lød på 34 tons, fortæller Thomas Kadziola.

11. skulptur klar til sommer

I sommer blev den tiende skulptur indviet.

Lige nu er Thomas Kadziola i fuld gang med at hugge den 11. skulptur på sin hjemmeadresse. Og selvom årstiden ikke er den bedste til at arbejde med sten, så forventer han at følge planen og få den klar til indvielse den 21. juni i år.

- Men det bliver lige til øllet, siger han.

Skulpturen, som skal hugges ud af den grønlandske granit, bliver den 12. og dermed sidste skulptur i Dodekalitten. Den ventes klar i sommeren 2026.