Lokale Rikkes drømmestund: I dag spiller hun VM-brag foran 80.000

Rikke Sevecke jubler, efter hun scorede i testkampen mod Australien for to år siden i Horsens, hvor Danmark vandt 3-2. Arkivfoto: Henning Bagger, Scanpix

Den daværende B.1921-træner Søren Tiller Hansen så tidligt et stort potentiale i Rikke Sevecke, som han coachede i en meget ung alder.

Offentliggjort Sidst opdateret

NYKØBING: Rikke Sevecke oplever i disse dage karrierens højdepunkt på det danske landshold ved VM-slutrunden i Australien og New Zealand, hvor hun er et sikkert valg i startopstillingen hos landstræner Lars Søndergaard.

Den 27-årige solide forsvarsspiller, der p.t. er klubløs, efter hun forlod Everton i den engelske Women's Super League tidligere på sommeren, begyndte fodbold-karrieren som fire-årig på Østre Allé hos B.1921, hvor hun til sidst havde Søren Tiller Hansen som træner.

- Vi måtte indhente dispensation, fordi vi tog hende op på seniorholdet i Sjællandsserien allerede som 14-årig, fortæller Søren Tiller Hansen.

Rikke Sevecke

Født 15. juni 1996 (27 år)

Ungdom

B.1921 (2000-2011) og Ballerup-Skovlunde (2011-13)

Senior

2013-15: Ballerup-Skovlunde

2015-19: Brøndby - 37 kampe/7 mål

2019-20: FC Fleury '91 - 16 kampe/0 mål

2020-23: Everton - 45 kampe/2 mål

Landsholdet

A-landsholdet - 52 kampe/5 mål

U/23-landsholdet - 2 kampe/0 mål

U/19-landsholdet - 25 kampe/2 mål

U/17-landsholdet - 10 kampe/0 mål

U/16-landsholdet - 6 kampe/0 mål

- Talentet var oplagt fra første færd, og hun lod sig ikke mærke af, at holdkammeraterne af gode grunde var meget ældre end hende, husker Søren Tiller Hansen.

- Jeg sagde allerede dengang, at evnerne helt sikkert rakte til ungdomslandsholdet, og med en fortsat positiv udvikling ville hun også kunne nå A-landsholdet, understreger den daværende B.1921-træner.

Han placerede Sevecke i det centrale forsvar, som hun altså blev "opdraget" til at bestride allerede i tiden hos B.1921, som hun i øvrigt var med til at føre op i Danmarksserien, idet årstalsklubben som ubesejret vandt den sjællandske Kvindeserie i foråret 2011.

- Rikke havde en god teknik, og jeg gav hende allerede et stort ansvar som straffesparks-skytte. Det var trods alt noget som bare 14-årig i en senior-række, men det klarede hun også til perfektion, pointerer Søren Tiller Hansen, der anbefalede talentet at tage endnu en sæson i B.1921.

- Men hun havde allerede dengang en karriere-plan og skiftede derfor til Ballerup-Skovlunde, der havde et talentfuld ungdomshold, lyder det fra Søren Tiller Hansen.

Den jævnaldrende Laura Guldbjerg Pedersen spillede også hos B.1921 på samme tid og rykkede et år efter Rikke Sevecke også til Ballerup-Skovlunde og fortsatte så senere karrieren i HB Køge, hvor hun har vundet to danske mesterskaber i 2021 og 2022.

- Jeg har aldrig set to spillere, der kunne løbe så hurtig og samtidig have kontrol over bolden. Det var helt fantastisk, fortæller Søren Tiller Hansen om de to store talenter.

Efter flere mesterskabstitler med Brøndby - og deltagelse i Champions League, hvor de blå-gule nåede semifinalen i 2015 - tog Rikke Sevecke på udenlands-eventyr i 2019 med første stop i Paris-forstaden Fleury, inden hun året efter skiftede til den sportsligt og økonomisk attraktive engelske liga i Liverpool-klubben Everton.

Mandag spiller Danmark VM-ottendedelsfinale mod Australien på Det olympiske Stadion i Sydney, hvor der forventes fuldt hus med 80.000 tilskuere.

Da Danmark for to år siden spillede testkamp mod Australien i Horsens vandt de rød-hvide 3-2 med hjælp af to selvmål (!) og en scoring af af Rikke Sevecke.

Vi ser gerne en gentagelse mandag eftermiddag, hvor der er kick off kl. 12:30.