Lollik får kæmpejob i FC København
Sune Smith-Nielsen har hidtil haft titel af udviklingsdirektør i FC Københavns talentafdeling. (Arkivfoto).
Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Udviklingsdirektør Sune Smith-Nielsen overtager ansvaret som øverste sportsligt ansvarlig i klubben
Superligaklubben FC København har fundet afløseren for sportsdirektør Peter Christiansen, der 1. juli fortsætter karrieren i tyske Wolfsburg.
Den nye øverste sportsligt ansvarlige i hovedstadsklubben bliver den hidtidige udviklingsdirektør i talentafdelingen, Sune Smith-Nielsen. Det oplyser FC København i en pressemeddelelse.
Sune Smith-Nielsen stammer oprindeligt fra Lolland, hvor han boede i Nakskov i 20 år. Det kan du læse mere om HER.
- Vi anser Sune Smith-Nielsen for at være en af Danmarks største fodboldfaglige kapaciteter. Han er en stærk leder, som med et sikkert strategisk fokus formår at skabe performancemiljøer på højt internationalt niveau.
- Vi kender hans ærgerrighed og dedikation, og for os er han den helt rigtige til jobbet som sportsdirektør. Derfor er vi rigtigt glade for, at Sune har takket ja til at blive vores nye sportsdirektør, siger Henrik Møgelmose, der er bestyrelsesformand i selskabet bag FC København, Parken Sport & Entertainment.
Dermed har københavnerne valgt at besætte den vigtige post med en profil fra egne rækker.
Sune Smith-Nielsen har været i FC København i næsten 16 år og har især stået for opbygningen af klubbens talentafdeling.
- På den korte bane skal vi sammensætte en førsteholdstrup, der kan spille sig i ligafasen i Uefa Conference League og skabe internationale resultater samt vinde danmarksmesterskabet i den kommende sæson.
- Det arbejde er allerede i gang, og det skal jeg naturligvis bygge videre på sammen med scountingafdelingen, trænerstaben og de øvrige dygtige folk omkring holdet, fastslår Sune Smith-Nielsen i pressemeddelelsen.
- Derudover bliver min opgave at forstærke vores strategi, videreudvikle førsteholdstruppen og også bidrage til at udvikle og optimere staben og den sportslige performance på 10'eren (klubbens træningsanlæg, red.).
- Og så skal vi naturligvis fortsætte vores vigtige fokus på talentudvikling, der er et meget væsentligt element i klubbens samlede strategi, siger Sune Smith-Nielsen.
FC København sluttede sidste sæson på Superligaens tredjeplads.
/ritzau/
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde