Kunst- og kulturfestivalen Lys over Lolland, som i mange år har sat Lolland på det kulturelle landkort i august måned med blandt andet udstillinger, filmforevisninger og foredrag, lukker og slukker.
Festivalen har i de senere år haft fast base på Saxkjøbing Sukkerfabrik, men nu er det altså slut. Det meddeler bestyrelsen for Lys over Lolland onsdag i en pressemeddelelse.
- Det er naturligvis med vemod, at Lys over Lolland indstilles efter 20 succesrige år. Kunstfestivalen har gennem årene tiltrukket mange danske og internationale kunstnere af høj karat, som har placeret Lys over Lolland på det kulturelle Danmarkskort og givet projektet flere priser og anerkendelse, skriver bestyrelsen blandt andet i pressemeddelesen.
For næsten præcis et år siden blev det besluttet at droppe 2022-udgaven af Lys over Lolland på grund af besværligheder med corona-nedlukninger i det foregående efterår, men dengang blev det samtidig meldt ud, at man i stedet ville vende tilbage i 2023. Det bliver altså desværre heller ikke til noget.
- Der er blevet ydet en kæmpe indsats gennem de mange år, og det er grunden til projektet har udviklet sig unikt. Det er meget få mennesker, der har skabt og gennemført den store kunstfestival i udfordrende bygninger, og denne specielle lille organisation med ekspertise og nærvær er baggrunden for Lys over Lollands succes, skriver bestyrelsen og tilføjer:
- Det ønsker vi ikke at ændre, og med rettidigt omhu for fremtidens udvikling, der på sigt vil kræve en større organisation, takker vi derfor af på højden og giver nu faklen videre til nye initiativer.
Der bliver dog ført en flig af festivalen videre:
- Vores særlige børne-unge aktivitet ” Projektrum 16”, som kom på programmet i 2021, bliver gennemført et sted på Lolland Falster i 2023, igen under ledelse af kunstneren Mini Blume. Ligeledes planlægger vi at producere en dokumentation om Lys over Lollands virke gennem årerne, lyder det i pressemeddelelsen.