Mads trodsede ordblindhed og ADHD: Nu vil han inspirere andre med sin historie

Mads Karrebæk har i dag sit eget smedefirma og har gjort karriere i forsvaret. Men vejen derhen var ikke givet.

Offentliggjort Sidst opdateret

Mads Karrebæk smiler stort og viser stolt sin firmabils nye tryk frem, da Folketidende besøger ham på en kold og regnvåd dag, mens han er ude på opgave med sit smedefirma i Nykøbing.

Mads har længe gerne villet fortælle sin historie, så han kan inspirere andre unge mennesker, der står i samme situation, som han har stået i.

- Måske kan det give et håb til forældrene også om, at det ikke er en tabt kamp, tilføjer han.

Med historien håber han også at kunne sparke en debat i gang om en folkeskole, der måske kunne blive bedre til at rumme dem, der ikke lige har dansk og matematik som favorit, og som i hvert fald ikke har klasselokalet som det foretrukne sted at skulle lære det.

At kampen var vundet, har han egentlig vidst længe - det var mere hans forældre, der måske kunne være bange for, at det ikke skulle gå ham godt med de udfordringer, han havde i skolen.

Der var mange samtaler med skolen, og her var der ofte bekymrede miner på vegne af Mads, og der var blandt andet en lærer, der sagde til hans mor, at "han jo altid kunne blive stilladsarbejder", hvis alt andet går galt.

- Jeg tror, at det er sådan noget, der må være en tung kamp for forældre, siger han:

- Især hvis det er nogle, der ikke har samme overskud, som mine forældre har haft.

Perfektionist

Mads nåede kun at gå i folkeskole i et par måneder, inden han blev flyttet over i en privatskole, fordi den kommunale skole ikke havde ressourcer til at tage sig af ham.

Her blev han så udredt for ADHD og begyndte at få medicin.

Det var dog alligevel ikke nok til, at han var klar til at gå i skole, og på dette tidspunkt var der stadig langt til, at han skulle blive diagnosticeret med ordblindhed.

Det var især det med at sidde stille, han havde svært ved, og en lang række lærerskift betød også, at det hele blev lidt mere tungt for ham.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Forældre skal ikke være bekymrede for deres børns fremtid, selvom børnene viser sig at have en diagnose eller være ordblinde, mener Mads Karrebæk. Foto: Christoffer Panduro

Samtidig beskriver han også sig selv som meget perfektionistisk og detaljeorienteret, så når han skulle aflevere opgaver i skolen, blev de aldrig færdig, fordi han blev ved med at viske bogstaverne ud, fordi de ikke vare pæne nok, mente han.

- Det har også fulgt mig i min læretid, hvor jeg tit kunne få at vide, at jeg var lidt langsom, men det var fordi, jeg gerne ville aflevere noget, der var så pænt som muligt, siger han.

Et ligeværdigt menneske

Hen mod slutningen af folkeskolentiden begynder Mads at komme på en gård i stedet for at være i skole efter aftale med lærerne.

- Jeg er alligevel ikke til timerne, så det var bedst for alle parter, siger han.

Her oplever Mads pludselig at opfattet som et selvstændigt menneske, der får ansvar for en række opgaver, han skal klare på egen hånd.

- Her føler jeg mig som et ligeværdigt menneske, hvor jeg i folkeskolen følte mig udenfor, fordi jeg ikke kunne det samme, som de andre kunne, forklarer han.

Efter folkeskolen kom han på efterskole, og begyndte på smedelinje, hvor han skulle bestå et sikkerhedskursus for at deltage i undervisningen.

Det var hans højeste ønske, men han måtte opgive både at læse og lytte sig til teorien, da koncentrationen ikke var til det.

På skolen havde han en smedelærer, som kunne vise og forklare Mads alt den teori, som han skulle kunne.

Mads bestod med færrest fejl i klassen og det ændrede både de andre læreres syn på Mads og ikke mindst så blev det et vendepunkt for Mads.

Han var stolt og vidste nu, at han godt kunne lære teori.

- Han så det talent, jeg havde med mine hænder i stedet for at kigge på det, jeg kunne med mit hoved.

Lignende oplevelser havde han også haft på den friskole, han gik på, hvor han flere dage om ugen blev taget ud af undervisningen og fik lov til at gå og hjælpe pedellerne med deres arbejde.

- I stedet for hele tiden at blive slået oven i hovedet og tvunget til at være i en klasse, hvor jeg ikke kunne være, så kom jeg ud og fik nogle succesoplevelser med at lære et håndværk i stedet for, siger han.

Her kunne han gå til en konkret opgave med et konkret problem, der skulle løses - for eksempel en lampe der skulle skiftes, eller der skulle fejes, fordi der var beskidt.

Det blev en stor kontrast til de mere abstrakte og teoretiske ting, han skulle lære i klasselokalerne.

- Jeg kunne ikke se nogen mening med det overhovedet, og hvis jeg ikke kan det, så har jeg svært ved at koncentrere mig om det, forklarer Mads.

Fra dumpet til 12

Efter succesen på efterskolen havde Mads fundet ud af, at han ville være smed, men uden en bestået folkeskole, ville han formentlig knække halsen på grundforløbet.

Samtidig blev han udredt og diagnosticeret med ordblindhed, og det hele endte med, at han fik mulighed for at arbejde som fejedreng og smedemedhjælper i et smedefirma via sin EGU-læreplads, mens han tog enkelte fag sammen med de andre smedelærlinge på EUC.

Det viste sig at være den helt rigtige model for Mads, der fik flotte karakterer og efter halvandet år var han klar til at starte på EUC med en adgangsgivende karakter.

På EUC, fik han allerede på grundforløbet et legat fra Industri- og Håndværkerforeningen i Næstved Kommune, der gives til elever der har ydet en særlig præstation.

Svendebrevet kom også i hus med et 12-tal og en flidspræmie.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Mads Karrebæk har i dag sit eget smedefirma. Sidste år vandt han prisen Årets Fagtalent i kategorien vækst og iværksætteri. Foto: Christoffer Panduro

Efter svendebrevet kom Mads i Livgarden, og her kom hans perfektionistiske tilgang til tingene ham pludselig til gode.

- Jeg havde jo altid styr på mit grej, og i Livgarden går de jo meget op i, at tingene skal se godt ud, og jeg har aldrig prøvet at få anmærkninger i den forbindelse, siger han.

I Livgarden modtog han dronningens ur, som er en hæder, der bliver tildelt til den bedste garder i den periode, man er vagtgående.

Håndværk og novelleanalyser

Her oplevede han også, at det var konkrete opgaver, der skulle løses, og at han derfor kunne lære de ting, der skulle læres.

Han fik også tildelt ledelsesansvar, og han overvejede, om han skulle gøre militær karriere og søgte derfor en stilling som konstabel.

Her kom hans ADHD-diagnose dog i vejen, og han fik et afslag.

For flere af hans overordnede i forsvaret var det en mystisk afgørelse, men sagen var under alle omstændigheder den, at hvis han skulle søge igen, måtte han vente to år, og han besluttede derfor at droppe forsvaret.

- Alligevel har forsvaret givet mig rigtig meget i form af succesoplevelser og muligheder for at få ansvar, påpeger han og understreger, at afslaget ikke er noget, der tynger han i dag.

I dag har Mads Karrebæk sit eget smedefirma, som han startede umiddelbart efter forsvaret.

Og selvom det hele nu er endt godt for Mads, så har han alligevel et ønske om, at man kunne se lidt anderledes på indretningen af folkeskolen, så vejen derhen ikke havde behøvet at være med så mange bump på vejen.

- Der er jo selvfølgelig mange, der er gode i skolen og gode til at sidde ned, men der er jo også mange, der bruger ti år af deres liv på at analysere noveller, hvor de måske i stedet skulle have noget med håndværk at gøre, siger han:

- Jeg har været rigtig heldig, at jeg har haft de muligheder, jeg har haft. Det har jeg jo aldrig nogen sinde kunnet, hvis ikke, det var fordi der var folk rundt om mig, der har kæmpet for mig.