Mark O. til kendis-bold på Smukfest: - Min første festival siden jeg var otte år

Mark O. Madsen har tidligere været vant til at håndtere store traktordæk. I dag er det en håndbold, han tager i hænderne i en god sags tjeneste. Arkivfoto: Ingrid Riis

Mark O. Madsen har sagt ja til at deltage i et velgørenhedsarrangement på Smukfest i Skaderborg sammen med andre kendisser.

Offentliggjort Sidst opdateret

Efter, at han trak sig tilbage som aktiv elitesportsudøver, har den tidligere bryder og MMA-kæmper Mark O. Madsen fra Nykøbing fået tid til at deltage i mange andre aktiviteter også.

Og klokken 12 i dag, onsdag, kan man opleve ham deltage i velgørenhedsarrangementet Smukbold på Smukfest i Skanderborg.

Smukbold er en beach-håndboldturnering for kendisser, hvor man støtter velgørenhed. I år går pengene fra arrangementet til Recovery Bulls, som er en frivillig forening med fokus på idræt og bevægelse for mennesker i udsatte og sårbare positioner.

Her skal Mark O. Madsen spille sammen med den tidligere håndboldlandsholdsspiller Lars Christiansen og den flerdobbelte Le Mans-vinder, racerkøreren Tom Kristensen.

- Jeg har taget min hustru med herover. Det bliver min første festival, siden jeg var med min mor på Langelandsfestival som otteårig, så det bliver lidt spændende at opleve.

- Vi skal blandt andre spille mod Sarah Grünewald (tidligere Vild med dans-vært, der også stammer fra Falster, red.), som jeg husker fra vores unge dage, hvor vi nogle gange mødte hinanden i døren på Route 66 (tidligere diskotek i Nykøbing, red.), fortæller Mark O. Madsen.