Lokal familie fanget efter jordskælv: - Som et mareridt

Hakima Lakhrissi (th.) er på ferie med sin mand og 21-årige søn i Agadir, et af de hårdt jordskælvs-ramte områder i Marokko. Jordskælvet ramte natten til lørdag. Privatfoto

Lokal familie befinder sig stadig i den hårdt ramte by Agadir, efter katastrofalt jordskælv har krævet over 1000 liv i Marokko.

Offentliggjort Sidst opdateret

På videoen ses et hotel fra byen, nakskovit-familien er i, Agadir.

De sidste 18 timer har været et helvede for lokale Hakima Lakhrissi.

Et jordskælv målt til 6,8 på Richter-skalaen ramte i nat Marokko, hvor den lokale Nakskovit i øjeblikket befinder sig med sin sin mand og 21-årige søn.

- Jeg lå på sofaen og så en serie på Netflix og lige pludseligt begyndte sofaen at blive kastet rundt. Køkkenting begynder at ramme gulvet, og selvom jeg prøver at nå døren og åbne den, så kan jeg dårligt bevæge mine ben. Det var som et mareridt, siger hun.

Hakima Lakhrissi (th.) er på ferie med sin mand og 21-årige søn i Agadir, et af de hårdt jordskælvs-ramte områder i Marokko. Jordskælvet ramte natten til lørdag. Privatfoto

Lige nu tør jeg stadig ikke gå ind i huset. Jeg har sovet på gaden i nat, hvilket mange har valgt at gøre.

Hakima Lachrissi

Jordskælvet har indtil videre kostet over 1000 mennesker livet og har ramt store dele af landet.

Epicenteret fandt sted i Chichaoua-regionen i Marokko mellem Marrakesh og Agadir.

Sidstnævnte by var Hakima Lakhrissi på ferie med sin familie, hvor store dele af byen ligger i ruiner.

Sover på gaden

Mange biler er smadrede efter jordskælvet. Privatfoto: Hakima Lachrissi

Ingen i Hakima Lakhrissis familie var blandt ofrene eller de tilskadekomne. Men med flere omkring hende var det desværre ikke tilfældet.

- Jeg hørte kvinder skrige og råbe, og så finder jeg ud af, nogle af dem har mistet deres familie i Marrakech og Rabat. Det er helt uvirkeligt, siger hun.

Hendes familie boede i et turistkvarter i Agadir, hvor bygningerne var sikret mod jordskælv, og selvom bygningen, de var i, er medtaget, kollapsede den ikke.

Privatfoto: Hakima Lachrissi

- Lige nu tør jeg stadig ikke gå ind i huset. Jeg har sovet på gaden i nat, hvilket mange har valgt at gøre. Det føles som i en gyserfilm. Det er og har været traumatiserende, siger hun.

- Næsten alle sover i deres biler, parkeringspladser, græsplæner, siger hun.

Kan ikke tage hjem

Selvom det katastrofale jordskælv kan være overstået, kan man ikke være sikker på, der ikke kommer efterskælv.

Privatfoto: Hakima Lachrissi

Eftersom familien er kørt til den marokkanske ferieby, har de ikke mulighed for at rejse hjem igen, da epicenteret har været i Atlas-bjergene - et område de ville skulle køre direkte igennem.

- Jeg vil ikke blive, men jeg er ikke sikker på, jordskælvene er færdige. Jeg tør ikke lige nu, siger hun.

Lige som Folketidende har lagt røret, skriver nakskovitten, at jordskælvene fortsætter, og der netop har været endnu et efterskælv 17:25 i Agadir.

- Det er ikke lige så slemt som det første, siger hun og bekræfter, at de heller ikke er kommet til skade under efterskælvet.

- Jeg håber, folk derhjemme kan bede en bøn for Marokko og sende os deres tanker, siger hun.

Statminister dybt berørt

Statsminister Mette Frederiksen (S) har i et opslag på Statsministeriets profil på X, tidligere kendt som Twitter, udtrykt medfølelse til det hårdt katastroferamte land.

- Jeg er dybt berørt af jordskælvet i Marokko. Mine tanker og kondolencer går til ofrene og deres kære og til alle de marokkanere, der er påvirkede, siger Mette Frederiksen.