Nedriveren Kenneth forstår godt asbestbekymringen - men understreger vigtig detalje

Kenneth Allerup Rasmussen fra nedrivningsfirmaet Dem Fra Nordlunde forstår godt, at borgere er bekymret. Privatfoto

Fra januar skal professionelle på banen, når asbesttaget skal ned – men ifølge nedriveren er det kun farligt, hvis taget er beskadiget.

Offentliggjort Sidst opdateret

Fra 1. januar er det slut: Du kan ikke længere selv kravle rundt på taget og fjerne dit gamle asbesttag. Du skal have professionelle til det.

Et af de autoriserede firmaer er nedrivningsfirmaet Dem Fra Nordlunde. Men som chef for nedrivning, Kenneth Allerup Rasmussen, fortæller, er der ingen grund til at fjerne taget, hvis det ikke fejler noget.

- Jeg forstår godt, at folk er bekymrede, fordi der i tilstandsrapporten kommer til at stå, at der er asbesttag. Men hvis taget ikke er krakeleret, er asbesten i og for sig ikke farlig, forklarer han.

Det er altså kun, hvis man indånder de luftbårne asbestfibre, at det er et problem.

Kroner og øre

Et aspekt er det sundhedsskadelige. Et andet kroner og øre. Når du ikke selv kan rive det ned, skal du betale andre for det.

Bliver det ikke noget dyrere, hvis én som dig skal fjerne det, frem for at man selv tager affære?

- Selvfølgelig er det dyrere, når én som mig skal gøre det, men jeg tager det samme, som jeg har gjort hele året, og har kun hævet kvadratmeterprisen, fordi jeg skal have så meget ekstraudstyr med og have folk på kursus, siger han. Den pris man skal betale er 350 kroner pr. kvadratmeter.

Kenneth Allerup Rasmussen forklarer, at virksomheder allerede nu skal have dragt og maske på, hvis et asbesttag skal fjernes. Ligesom der skal være en miljøvogn. Det har man skullet siden 1. juli.

Salget eksploderet

Mange borgere har brugt året på at fjerne asbesttaget og købe sig nye eternitplader. Det fortæller flere lokale byggemarkeder. Salget af plader er eksploderet. Flere steder må du vente helt til marts for at få fingre i dem.

Læs også: James fatter det ikke: - Det er jo bindegalt

Og når borgere skal skaffe sig af med pladerne, har flere valgt at kaste dem i naturen frem for at aflevere dem på genbrugspladserne.

Men der er dog tale om brodne kar og ikke et udbredt problem, mener Susanne Andersen, Refas chef for miljø og energi, til Folketidende.

De vil stadig købe sit hus

Men hvad nu, hvis du efter 1. januar har et asbesttag? Kan du så overhovedet sælge din bolig?

Det spørgsmål har Folketidende stillet ejendomsmægler Jørgen Danielsen, der driver alle Home-forretningerne på Lolland-Falster.

Og det korte svar er ja.

- Der er ikke nogen, der ikke vil købe et hus med asbesttag. Men folk er opmærksomme på det. Hvis vi skal skifte taget, er det dyrere efter 1. januar end nu. Men man kan godt sælge et hus med asbesttag.