SOCIAL-DUMPING BEKÆMPES: - DET KAN KOMME OS TIL GODE
Direktøren for byggefirmaet Ringtved A/S i Maribo hilser det nye boligtillæg velkommen. Arkivfoto Claus Hansen.
Claus Hansen
Den nye overenskomst for byggebranchen betyder, at udenlandske medarbejdere skal betales en højere løn. Det glæder lokal direktør.
- Vi har somme tider svært ved at være med, hvis vi kommer med vores dyre danske timeløn.
Sådan siger Claus Ringtved, der er direktør i i det familieejede byggefirma Ringtved A/S i Maribo.
Selvom hans firma ikke gør brug af udenlandsk arbejdskraft, oplever han, at andre på Lolland i højere grad finder arbejdskraft uden for landets grænser.
- Jeg ved godt, at der er rigtig meget af det på Lolland, fortæller han.
Derfor hilser Claus Ringtved den nye overenskomst mellem Dansk Industri og 3F Byggeri velkommen
For i den aftale parterne indgik tirsdag eftermiddag, er udenlandske medarbejderes løn et væsentligt tema.
Medarbejdere, som ikke er bosiddende i Danmark, når de bliver ansat, skal nemlig have 25 kroner mere i timen i et såkaldt boligtillæg.
- Fra min stol, så har jeg ikke noget imod, at den håndværker, der kommer udefra, bliver dyrere. Det kan komme os til gode, siger Claus Ringtved, da Folketidende fortæller ham om det nye boligtillæg.
Boligtillægget
I en pressemeddelelse, som Dansk Industri udsendte tirsdag eftermiddag står, at det nye boligtillæg vil træde i kraft 1. januar 2024.
Tillægget er altså på 25 kroner, hvis en medarbejder ikke bor i Danmark, når han bliver ansat, eller ved udstationeringens start, og betales i op til 12 måneder.
Men tillægget kan bortfalde.
Det sker, hvis medarbejderens løn med boligtillægget overstiger mindstelønnen.
Boligtillægget skal være med til at bekæmpe social dumping, hvor udenlandske medarbejdere får lavere løn og arbejder under dårligere vilkår end danske.
MSE
I Nørre Alslev på Falster ligger entreprenørfirmaet Mse Enterprise. Direktøren i firmaet, Jan Sørensen, mener ikke, at boligtillægget får nogen betydning for det firma, han er direktør for.
- Vi har mange udenlandske medarbejdere, men de er på de samme løn og ansættelsesvilkår som de danske medarbejdere.
Men det kan have betydning for konkurrencen med andre virksomheder, hvis udenlandske medarbejdere skal have en højere løn. Hvad tænker du om det?
- Jeg har svært ved at se, at det er en udfordring, for jeg forestiller mig, at mine kollegaer, ligesom jeg gør, udbetaler den samme løn til alle medarbejdere, hvis de udfører det samme arbejde.
Urafstemning
Selvom Dansk Industri og 3F byggeri har indgået aftalen, så er det ikke sikkert, at den bliver ført ud i livet
Aftalen om byggebranchen er kun en del af den samlede overenskomst på det private område. Der mangler stadig at indgås aftale om rengøringssektoren og fødevareindustrien.
Når det er sket, skal fagforeningernes medlemmer godkende overenskomsterne ved en urafstemning.
Det forventes at ske i løbet af april.
Seneste artikler
14 beboere skal flytte fra plejehjem
Stor bét for NFH: Ude resten af året
Lokal godsejer og familieven mindes kong Harald
Indsætter dykkere i eftersøgningen efter Maibritt
Tidligere kommunaldirektør mindes efter tragisk dødsulykke
Mest læste artikler
Hotel Falster bliver del af Dancenter-koncern
Skete for tredje gang: Betjente tog alvorlig snak med 14-årig pige
Cyklist slap heldigt fra sammenstød med bil
Tina fortsætter med revymaden i Nykøbing Falster
DMI varsler kraftig regn fredag: Kan byde på 30 til 50 millimeter