Bøtø-sagen

Arkivfoto: Claus Hansen

Ny sag om brud på navneforbud: - Det er en alvorlig sag

I Nykøbing dukkede der i december sedler op med den formodede Bøtø-mands navn og bopæl, hvilket er et brud på navneforbuddet. Men det er ikke den eneste sag, fortæller vicepolitiinspektør ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Offentliggjort Sidst opdateret

Til grundlovsforhøret valgte dommeren at nedlægge navneforbud i Bøtø-sagen. Her er en 56-årig mand fra Falster sigtet for at voldtage og forsøge at dræbe en blot 11-årig pige.

Efter 25 år kom der et gennembrud i den meget omtalte og uhyggelige sag fra Falster.

På grund af navneforbuddet er det ulovligt at offentliggøre, hvem manden er, og hvor han bor.

Det har én eller flere personer set stort på. I Nykøbing dukkede der i slutningen af december sedler op, som identificerede den sigtede.

Det fik Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til at indskærpe konsekvenserne af at bryde forbuddet.

En grov sag

Til Folketidende gjorde vicepolitiinspektør Casper Andersen det klart, at det er en "ret grov sag", og at bødestraffen ligger på omkring 15.000 kroner.

Ingen var den 27. december sigtet for at bryde navneforbuddet, og vicepolitiinspektøren opfordrede borgere til at henvende sig til politiet, hvis de vidste noget om sagen.

Da Folketidende fredag taler med vicepolitiinspektøren, er der stadig ingen sigtede i sagen. Og han understreger igen, at hvis nogen ved noget om løbesedlerne, hører politiet gerne fra dem.

Endnu har ingen henvendt sig, fortæller han.

Anden sag om lovbrud

Løbesedlerne er dog ikke den eneste sag om brud på navneforbud. Andre steder har den formodede gerningsmands navn og bopæl formentlig også fremgået.

- Vi har aktuelt en sag, som er en anmeldelse om navneforbud, som vi efterforsker i øjeblikket. Og det foregår på de sociale medier, siger han, der igen understreger, at det er en alvorlig sag at bryde et navneforbud.

Vicepolitiinspektøren vil ikke kommentere på, om der er nogen mistænkte i sagen, og om den mistænkte i så fald er blevet afhørt.

Læs også: Tidligere Bøtø-efterforsker i tv-program: - Det er dybt kritisk