De lune forårsdage får danskere med grønne fingre til at finde hækkesaksen, plæneklipperen og ukrudtsbrænderen frem. Men havearbejdet er ikke helt uden risiko.
Sikkerhed i haven: Undgå ulykker på Lolland-Falster
Foråret lokker mange i Lolland og Guldborgsund Kommuner ud i haverne, men havearbejde med skarpe redskaber og stiger medfører ofte skader, især blandt mænd.
Morten Jensen fra GF Forsikring anbefaler at gøre havearbejdet til en fælles aktivitet for både hygge og sikkerhed, hvilket kan reducere risikoen for ulykker.
Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.
I både Lolland og Guldborgsund Kommune har over 32.000 husstande adgang til egen have, og når foråret banker på, begynder det at krible i fingrene. Men ifølge tal fra Ulykkes Analyse Gruppen på Odense Universitetshospital (OUH) bør man tænke sig om, før man klatrer op på stigen eller går i gang med hækken.
– Hvis man vil en tur i haven, gør man klogt i at tænke sig om en ekstra gang, før man kaster sig over opgaver, som involverer skarpe redskaber, stiger og stilladser, siger Morten Jensen, der er formand for GF Forsikring på Lolland-Falster og Møn.
Mænd fylder i ulykkesstatistikken
Havearbejde er nemlig årsag til mange skader – og det er især mænd, der må en tur forbi skadestuen. I 2024 blev 828 danskere behandlet for skader i forbindelse med havearbejde.
Seks ud af ti var mænd, og 73 procent af ulykkerne skete i sommerhalvåret.
Størstedelen af ulykkerne opstod i forbindelse med beskæring af hæk – hvor både hækkeklippere og -sakse ofte er syndere. Men også stiger, stilladser og plæneklippere skaber problemer.
Selv trailere, trillebøre og økser har sendt adskillige danskere til behandling, fremgår det af statistikken fra OUH.
Et godt råd: Få hjælp og lav hygge ud af det
Hos GF Forsikring anbefaler man, at havearbejdet gøres til en fælles aktivitet, både for hyggens og sikkerhedens skyld.
– Arbejdstiden i haven er hyggeligst, hvis man ikke er alene, og samtidig giver det en god anledning til at få en sikker hånd på stigen, når man selv træder op. Derfor er mit bedste råd, at man allierer sig med en hjælper og samtidig får lidt hygge ind i havearbejdet, siger Morten Jensen.
Ifølge beregninger baseret på OUH’s tal svarer antallet af haveulykker i foråret og sommeren 2024 til, at omkring 12.000 danskere på landsplan har været forbi skadestuen – og med næsten 14.000 private haver alene i Lolland Kommune er der al mulig grund til at tænke sig om, inden hækken skal trimmes.
Seneste artikler
Aflivning gik galt: Skød grise med oversavet jagtgevær
Efter 18 års kamp: - Vi troede, projektet var lagt ned
Bølgerne gik højt: Ingen forslag var gode nok
Skyldig eller ej? Sag mod plejefar nærmer sig afgørelse
Kapløb før Brøndby-brag: Kommune vil haste millioner frem
Mest læste artikler
Café lukket efter syv dage: Det er chokerende
Finn og Ciuk sælger restauranten: Tør ikke løbe en risiko
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stjal diesel for knap 10.000 kroner: - De skulle have et lag pisk og så i en gabestok
Har du tjekket kuponen? To lottovindere fra samme by får stor gevinst