Regeringen frister med gymnasiefester: Men det er ikke det, de unge bekymrer sig om

Elever på den almene linje på Fgu Lolland-Falster i Nykøbing var ikke just begejstrede for de planer, regeringen har spillet ud med.

Offentliggjort Sidst opdateret

Eleverne på den almene linje på Fgu Lolland-Falster i Nykøbing havde snakket om det i klassen. At regeringen pønser på at afskaffe den gymnasiale hf-uddannelse, som flere af dem knokler for at blive klar til at kunne begynde på.

- Jeg ville være ked af, at hf forsvandt, fortalte Jonas Lagard.

I stedet vil regeringen, som omtalt i Folketidende, oprette en gymnasial epx-uddannelse.

Har brug for

Jonas Lagard er 20 år, og han vil gerne være politimand. Det mener han, at han har bedre chance for, hvis han kommer med en hf-eksamen, hvor han har haft blandt andet dansk-faget på et højere niveau, end han ville kunne med en epx-eksamen. Ifølge ham vil det nemlig øge chancen for optag hos politiet.

Alternativet ville være, at han skulle tage en stx-eksamen.

- Men jeg har ikke karakterer til at kunne komme ind på stx, fortæller han.

Jeg har ikke karakterer til at kunne komme ind på stx.

Jonas Lagard, 20 år, elev på Fgu Lolland-Falster.

Den ekstra dør, regeringen gerne vil åbne, for at flere unge kan få sig en gymnasial ungdomsuddannelse vakte altså ikke umiddelbart begejstring blandt fgu-eleverne i Nykøbing.

19-årige Momina Zajaj havde desuden en lille smule svært ved at forholde sig til epx-uddannelsen. Hun havde hørt, at hun skulle bruge en hf, når hun gerne vil være pædagog, så det holdt hun sig til.

Det er da også først fra 2030, at ændringerne i uddannelsesudspillet ventes at træde i kraft.

Så såvel Jonas som Momina kan både nå at starte og afslutte deres hf forinden. De understregede dog begge, at de sagtens kan se, at en epx-uddannelse fremtidigt kan være både relevant og attraktiv for andre.

Jonas Lagard ville dog ønske, at regeringen ville beholde både-og. Så dørene vil videre uddannelse reelt blev flere, og ikke kun andre døre.

Direktør ser muligheder

Direktøren på Fgu Lolland-Falster synes imidlertid, at det lyder positivt med en epx-uddannelse.

- Hvis det bliver vedtaget, er det en stor og god mulighed for vores elever, at de vil kunne komme på gymnasiet, sagde direktør Kathrine Hejlskov.

hvis det bliver vedtaget, er det en stor og god mulighed for vores elever.

Katrhrine Hejlskov, direktør på Fgu Lolland-Falster.

Epx-uddannelsen får nemlig et lavere adgangskrav. Det vil sige et karaktergennemsnit på to, mod fire på hf, fem på stx - og efter 2030 seks på stx.

- Det vil betyde, at flere unge ikke vil blive ekskluderet fra det ungdomsliv andre unge har med ungdomsuddannelse og fester og muligheder videre i livet, sagde direktøren.

Kort om FGU:

Den forberedende grunduddannelse (fgu) er for unge under 25 år, der har brug for et samlet uddannelsestilbud efter grundskolen for at blive klar til en erhvervsuddannelse, gymnasial uddannelse eller beskæftigelse.

Forberedende Grunduddannelse (fgu) består af basis og tre spor: almen grunduddannelse (agu), produktionsgrunduddannelse (pgu) og erhvervsgrunduddannelse (egu).

Den almene grunduddannelse (agu) henvender sig til unge, der gerne vil have adgang til en erhvervsuddannelse eller en gymnasial uddannelse.

Agu indeholder praksisrettet undervisning i almene fag: dansk, matematik og enten identitet og medborgerskab eller PASE (privatøkonomi, arbejdslære, samarbejdslære, erhvervslære) og et valgfrit fag.

Kilde: Kilde: Fgu Danmark.