Store planer: Udsigtstårn med iskiosk

Planen er, at den høje silo på Stubbekøbing Havn skal være udsigtstårn med iskiosk. Arkivfoto: Ingrid Riis

Projektgruppe har løftet sløret for sine planer på Stubbekøbing Havn.

Offentliggjort Sidst opdateret

STUBBEKØBING: Et tårn med udsigt over Falster og Sydsjælland og med Danmarks højest beliggende iskiosk på Stubbekøbing Havn.

Under siloen ligger flere haller og bygninger. De skal med tiden omdannes til værksteder for mange slags aktiviteter.

Sådan lyder i store træk indholdet i det projekt, som en gruppe har udarbejdet for at skabe liv i Stubbekøbing og trække nye tilflyttere til byen.

Projektet blev offentliggjort torsdag på et møde, som gruppen holdt på Kongsnæs, og cirka 200 mennesker var mødt op.

Gruppen har arbejdet med projektet gennem det seneste halve år.

Den kom til i september 2022, hvor den høje silo efter planen skulle være revet ned.

Siden har der været forhandlet mellem gruppen, firmaet DLG og Guldborgsund Kommune, der ejer havnearealet, hvor siloer og bygninger står.

- Forhandlingerne er ikke afsluttet endnu, sagde Vibe Worning, der er formand for projektgruppen, på mødet på Kongsnæs.

Langt med projektet

På grund af forhandlingerne er projektet, som er godkendt af et enigt byråd, først nu blevet offentliggjort.

- Vi er langt med det, og vi går ikke tilbage på det, sagde Vibe Worning også.

Det var hende, der på gruppens vegne fortalte om indholdet i projektet.

En del mennesker har ønsket, at siloen, som eroderer, bliver revet ned.

- Men begge siloer og bygningerne skal bevares, slog hun fast.

Vi går ikke tilbage på projektet.

Vibe Worning, formand for projektgruppe

Udsigtstårn

Den høje silo skal efter planen renoveres og forsynes med elevator og trapper ude og inde.

På den måde kan gæster, der betaler, kan komme op og nyde udsigten.

På toppen bliver udsigtstårnet, der bliver en pendant til Skovtårnet i Sydsjælland, forsynet med en iskiosk og en café.

Gruppen overtager også de to haller og magasinbygningen på selve havnen.

- Her bliver plads til forskellige initiativer, blandt andet kunst, musik, film, gastronomi, liberale erhverv og håndværkere, fortalte Vibe Worning.

Hallerne vil gradvist blive renoveret, og det skal ske nedefra.

- Det er ikke sådan, at der om lidt holder store maskiner på havnen, lovede hun.

Private penge

Efter planen skal projektet realiseres i løbet af tre år med penge fra private sponsorer og fonde.

- Hvad kommer hele projektet cirka til at koste?

Det vil projektgruppen dog ikke oplyse endnu.

- Vi har et helt nyt overslag, men det skal bruges, når vi søger fondsmidler. Det sker her sidst i maj, sagde Vibe Worning.

Projektgruppen

Sådan ser projektgruppen ud:

  • Vibe Worning, vurderingsekspert og formand for gruppen.
  • Christa Rewers, Falsters Kyst.
  • Sara Lysgaard, investor og kunstsamler.
  • Louise og Martin Feldt, galleriejere.'
  • Danh Vo, kunstner.
  • Oliver Stilling, journalist.
  • Carsten Rahbek, forsker.
  • Astrid Haug, kommunikationsrådgiver