Skib blev kylet ud af havn og brændte: Ejer politianmelder havnen

Werner Blohm har meldt Stubbekøbing Havn til politiet efter forløbet i sagen om "Signe Rink". Foto: Bjarne Arildsen og Søren Lauridsen

Efter længere forløb, hvor skib blev smidt ud af havn og sidenhen brændte, har ejeren af "Signe Rink" nu meldt Stubbekøbing Havn til politiet.

Offentliggjort Sidst opdateret

Onsdag i sidste uge forløb alt andet end stille og roligt for Werner Blohm og kæresten.

De var ombord på Werner Blohms gamle kutter, "Signe Rink", der lå for svaj i Grønsund uden for Stubbekøbing Havn, efter skibet nogle dage forinden var blevet forvist fra sin plads i havnen.

Kraftig blæst og stærk strøm gjorde, at båden begyndte at drive for anker, og det endte på ulykkelig vis med, at den først gik på grund og sidenhen brændte, mens ejeren var ombord og måtte reddes i land.

Og knap har asken lagt sig i bølgerne, før sagen om "Signe Rink" igen er blusset op. Werner Blohm har nemlig klaget over behandlingen og anmeldt Stubbekøbing Havn til politiet. Det skriver han via sin facebookprofil.

Defekt motor

I midten af december blev "Signe Rink" transporteret med slæbebåd fra København til Stubbekøbing Havn med henblik på at få båden på bedding, så den kunne gennemgå renovering grundet den ganske dårlige forfatning. Blandt andet var motoren defekt.

Ifølge Werner Blohm var båden forsikret ved ankomst til Stubbekøbing, men forsikringen blev uden varsel ophævet. Derfor ville havnen ikke længere have skibet liggende.

"For undertegnede virker det helt forrykt at sende et skib ud uden motorkraft, samt et skib som åbenlyst er i dårlig forfatning. Det var netop bedding, som kunne afhjælpe disse faktorer", skriver Werner Blohm på sin facebookside og fortsætter:

"Jeg bad inderligt om hjælp, eller bare tid, så motor kunne repareres. Men intet hjalp, og skibet skulle bare ud nu."

"At sende folk på havet uden motorkraft kunne have endt meget værre end et havari. Derfor denne klage og anmeldelse."

Stubbekøbing Havn hører under Guldborgsund Kommune, og her er havnemester Jan Barsøe først blevet informeret om anmeldelsen mandag formiddag.

- Jeg er kun lige blevet bekendt med politianmeldelsen og kan derfor ikke kommentere på det endnu, siger han.


For undertegnede virker det helt forrykt at sende et skib ud uden motorkraft, samt et skib som åbenlyst er i dårlig forfatning.

Werner Blohm, ejer af "Signe Rink"