Skolerne i Horslunde og Holeby er nedrivningstruet.
Det har to ingeniørrapporter slået fast.
Og så alligevel.
For en stor rød skolebygning står i skærende kontrast til de dårligt konstruerede etplans-bygninger.
Den gamle skole i Horslunde troner sig nemlig elegant og velholdt op og spejder ud på legepladsen.
12 klasseværelser ligger inde bag de røde mursten, så hvorfor kan børnene ikke gå der?
Thomas Østergaard (S), der er formand for børne- og skoleudvalget i Lolland Kommune, mener, at klasserne ikke vil blive fyldt op, da børnetallet i Lolland Kommune er i et drastisk fald. Formanden tænker ikke, uvildige øjne vil lave om på det.
- Jeg tror ikke, at en konsulentrapport kan ændre noget som helst, siger Thomas Østergaard.
Undersøges nærmere?
Hvor meget er det blevet undersøgt at bruge den bygning som en 0. til 6. klasse?
- Det er sådan set ikke blevet undersøgt, da vi vurderer, at der ikke er børnetal til at starte en 0. til 6. klasse, eller en 0. til 3. klasse op, siger formanden for børne- og skoleudvalget.
Børne- og skoleudvalget har intern drøftet, om skolebørn skulle fylde den store røde bygning. Ligesom økonomiudvalget og børne- og skoleudvalget har snakket om det.
Det er kommet frem til, at der simpelthen vil blive for få børn til at fylde lokalerne.
Børn er en mangelvare på Lolland, og skolerne vil blive mere og mere tomme, jo flere år der går.
Det viser blandt andet en rapport, rådgivningsfirmaet Cowi har lavet for Lolland Kommune.
I rapporten beskriver Cowi, hvordan der i 2033 vil være næsten 12 procent færre børn mellem 6 og 16 år i Lolland Kommune.
Opråb fra bestyrelsen
Horslundes borgerforening og Landsbyordningens bestyrelse har flere gange råbt op om de alternative løsninger frem for en skolelukning, eksempelvis den store røde bygning?
- Hvis landsbyordningens bestyrelse havde taget imod mit tilbud om at komme til møde med dem i december måned, som de meldte tilbage, at de ikke havde behov for, så er det noget, som vi kunne have snakket om, siger Thomas Østergaard.
Han mener, at hvis de havde taget imod tilbuddet, så kunne de i højere grad have været med til at "præge det politiske."
Hvorfor mener du ikke, at den alternative løsning med en 0. til 6. klasse er relevant?
- En af årsagerne til, at jeg har anbefalet, at man ikke laver en 0. til 6. klasse, er simpelthen med baggrund i det børnetal, vi kigger ind i fremadrettet.
Thomas Østergaard mener, at for små klasser, hvor en lærer underviser syv til otte børn, ikke er et "kvalitativt godt tilbud for vores børn."
Han tror heller ikke, at børnefamilier i og omkring Horslunde vil tilvælge folkeskolen.
Lige nu er der en ild, der brænder i Horslunde. Mange går aktivt ind i debatten om skolelukninger. Det kan måske gøre, at lokale siger, "nu har vi kæmpet for, at der kommer et folkeskole-tilbud i Horslunde, så det hjælper at kæmpe og stå sammen." Det vil gøre, at flere vil tilvælge skolen. Hvad tænker du om det argument?
- Jeg tror, at jeg vil svare spørgsmålet ved at stille dig et spørgsmål. Var du med til byrådsmødet? Så du, hvor mange børnefamilier der var?
Ja, jeg så, hvor mange børnefamilier der var, og hvor mange der nok ikke var børnefamilier mere.
- Jeg har stor respekt for, at man gerne vil slås for sin hjemegn, men jeg tænker også, at det er super vigtigt, at lokale skal vælge sin skole til. Jeg havde en oplevelse til byrådsmødet af, at der kom mange, som ikke længere havde børn i Horslunde Landsbyordning.
Men jeg sidder her med mine forestillinger eller gæt, og du sidder med dine. I har fået udarbejdet to ingeniørrapporter om de andre skolebygninger. Hvorfor har I ikke undersøgt nærmere, hvad det kunne betyde, hvis man havde en 0. til 3. eller 0. til 6. i den røde bygning. Så man fik et mere kvalificeret bud end mit og dit?
- Jeg tror, at det er rigtig vigtigt, at vi som politikere ikke kun er ansvarlige for Horslunde eller for Holeby, men for hele skolevæsenet. Og jeg tror, at de fleste er bevidste om, at vi ser ind i en dyster fremtid om at få økonomien til at hænge sammen, og med det budget, jeg har til rådighed, der bliver jeg nødt til at lave nogle gode løsninger for alle børnene i Lolland Kommune.
For Thomas Østergaard er det "sindssygt vigtigt", at der er kvalitet i skole-tilbuddene. Børnenes ve og vel, mener han, er det centrale.
- Jeg tror ikke, at vi kan lave god kvalitet med for små klasser.
Kunne man ikke undersøge nærmere brugen af den røde bygning, hvad er de økonomiske udfordringer ved det? Hvor mange børn kommer til at gå på skolen? Altså vi venter lige med at træffe en beslutning, og så får vi lavet en ekstra undersøgelse af netop det område?
- Det er et af de høringssvar, som vi forventer at skulle forholde os til. Men jeg vil gerne sige, at jeg ikke tror på, at man kan lave en 0. til 3. klasse med 30 til 35 elever, og så gøre det økonomisk og didaktisk bæredygtigt.