Skoser fabrikkerne: Skarp kritik på generalforsamling
Flere dyrkere kritiserede på Danske Sukkerroedyrkeres generalforsamling sukkerfabrikkerne for ikke at have oparbejdet roerne hurtigt nok i kampagnen. Foto: David ArnholmDavid Arnholm
Fabriksdirektørerne skal passe på ikke at være for optimistiske, når de planlægger kampagnerne, råder sukkerroedyrkerne.
LOLLAND-FALSTER: Det var ikke kun vejret, der gjorde årets kampagne udfordrende for roedyrkerne. Også problemer med at få vognmændene til at hente roerne og tekniske problemer på fabrikkerne gav store udfordringer - ikke mindst først og sidst i kampagnen.
- Der er en vis frustration og bekymring at spore, konstaterede formand Troels Frandsen på sukkerroedyrkernes generalforsamling, hvor han blev bakket op af Michael Grunnet Rasmussen fra Fabriksudvalget.
- I starten af kampagnen kørte fabrikken i Nakskov ikke så stærkt, som den godt kunne, og i slutningen var der udfordringer med ild i kalkbrænderen. Og i Nykøbing var der lidt det samme billede, sagde han og viste grafer, der fortalte, at der på begge fabrikker blev mistet adskillige døgns produktion først og sidst i kampagnen.
Nakskov Sukkerfabrik tabte 29 døgn og Nykøbing Sukkerfabrik 23 døgn. En del af problemerne kan tilskrives sen opstart af fabrikkerne på grund af renoveringsopgaver, kombineret med problemer med rådne roer.
For optimistisk?
Annonce
Men Troels Frandsen rettede også en anklagende finger mod Nordic Sugar.
- Planlægger Nordic Suger sit arbejde på fabrikkerne for optimistisk? Nordic Sugar og fabriksdirektørerne må lægge nogle skarpere planer. Det kan ikke nytte, de planlægger så optimistisk, at de allerede tidligt må skubbe planen, sagde han.
Troels Frandsen luftede dernæst en idé til, hvordan Nordic Sugar kan holdes op på den tidsplan, fabrikkerne melder ud:
- Skal der være en grænse for, hvor sent kampagnen må afsluttes? Overskrides grænsen, må Nordic Sugar overtage ansvaret for de resterende roekuler, foreslog han.
Et lignende forslag var et af flere, som en gruppe på 65 dyrkere stillede. Forslaget var dog kommet for sent til at blive behandlet formelt, men de 65 foreslog netop, at Nordic Sugar skal overtage ansvaret, hvis kampagnen bliver mere end 100 dage lang.
Skal op i gear
Flere andre dyrkere kritiserede også, at årets kampagne endte med at blive lang.
- Det er dyrkernes ansvar at levere friske roer, men hvem har ansvaret for at køre fabrikkerne? Jeg synes, I har et ansvar for at få roerne ind tidligere, men jeg synes, der er nogen, som ikke helt lever op til det. Der er behov for opgradering af tingene. Fabrikkerne skal op i gear, lød det fra Claus Pedersen fra Nørreballe.
Der er behov for opgradering af tingene. Fabrikkerne skal op i gear.
Claus Pedersen, Nørreballe
Mogens Hansen fra Sakskøbing lå på linje og mindende om, at man tidligere har investeret i fabrikkerne, så de fik kapacitet til at kunne oparbejde 12.500 tons i døgnet.
- Jeg bliver ked af det, når gennemsnittet er 10.000 tons i døgnet. Man må tage fat i Jesper (Jeppesen, fabriksdirektør i Nykøbing, red.) og Allan (Borreskov, fabriksdirektør i Nakskov, red.) og sige ”Nu må I komme i fart!”. Så siger fabrikken ”Vi investerer store beløb”. Ja, i energiforbedringer, men farten glemmer man, skosede han.
Annonce
2023-kampagnen
Nakskov Sukkerfabrik:
Kampagne fra 11. oktober 2023 til 10. februar 2024.
1.211.000 tons roer oparbejdet – inklusive 31.000 tons svenske roer.
I gennemsnit: 10.250 tons roer per dag (planlagde efter 11.500).
Nykøbing Sukkerfabrik:
Kampagne fra 26. september 2023 til 20. januar 2024.
I gennemsnit: 10.700 tons roer (planlagde efter 11.300).
Fabriksdirektør for Nakskov Sukkerfabrik Allan Borreskov (til venstre) og fabriksdirektør for Nykøbing Sukkerfabrik Jesper Jeppesen svarede på kritikken fra sukkerroedyrkerne. Foto: David ArnholmDavid Arnholm
Svarer på kritikken
Efter masser af kritik fik de to fabriksdirektører Allan Borreskov og Jesper Jeppesen ordet efter generalforsamlingen. Her svarede Jesper Jeppesen blandt andet på kritikken af, at fabrikken i Nykøbing ikke ondulerede 12.500 tons roer om dagen.
- Det er rigtigt, at vi gik efter 12.500. Men det er max-fart, og der er aldrig nogen, der kører max-fart hele tiden. Og manipulation af tal er nemt, men fakta er, at gennemsnittet for de sidste seks kampagner i Nykøbing er 10.600, sagde han.
Jesper Jeppesen tilføjede, at rådne roer går ud over effektiviteten. Men havde det ikke været for dem, ville fabrikken i de tre sidste uger af kampagnen have kørt med 11.700 tons i døgnet.
Dertil kom, at en opgradering af fabrikken trak ud, hvilket forsinkede kampagnestarten med en uge.
- Det har faktisk været en god kampagne. Vi startede en uge for sent. Vi fik rådne roer. Men kampagnen har næsten aldrig været bedre i Nykøbing, fastslog han og tilføjede, at det vil koste et pænt stort trecifret millionbeløb, hvis kapaciteten skal øges ud over de 12.500 tons per døgn.
Ekstra kedel
Allan Borreskov bemærkede, at det samme gælder i Nakskov.
- Skal man op på 15.000 tons, er det en massiv investering, der skal til, så det er ikke realistisk, fastslog han.
Annonce
Han tilføjede, at kampagnen var tilrettelagt efter, at de to fabrikker hver skulle oparbejde 11.000 tons roer i døgnet.
- Men for at kunne nå det, skal vi somme tider køre stærkere. Og så kommer der nogle bump på vejen, sagde han og forklarede, at Nakskov-fabrikken havde problemer med en kedel og derfor ikke kunne køre på fuld kraft.
For at kompensere lejede fabrikken en ekstra kedel, men den havde slet ikke kapacitet, som den, der var problemer med.
Meget går i stykker
Fabriksdirektørernes svar blev ikke uden videre godtaget.
- Jesper, du siger, I har lavet en god kampagne. Jeg synes, pilen peger den anden vej. Hvornår kommer vi til, at I kører stabilt? spurgte Mogens Hansen og bemærkede, at det var sjældent, kadencen kom over 8000 tons om dagen.
- Vi arbejder på det hver dag, svarede Jesper Jeppesen:
- Det er et stort maskineri. Der er masser, der går i stykker. Men vi installerer mere overvågning, så vi kan vide det, inden ting går i stykker. Og vi arbejder på investeringer, sagde han og fortalte, at der i forhold til investeringer har været trådt på bremsen, mens det var uvist, om gasledningen blev til noget.
- Der har været en lille smule tvivl, om Nykøbing skulle fortsætte. Men det kommer!