Sygehus-drama: - Planen er lavet af folk, som jo ikke bor på Lolland-Falster

 SF Guldborgsund har sendt høringssvar til Region Sjælland. Allerede nu forfordeles Holbæk, og det kan ende med at aflive lokalt sygehus på sigt, mener de. Arkivfoto: Anders Knudsen

SF Guldborgsund frygter, at en ny regionsplan på sygehusområdet vil udsulte Nykøbing F. Sygehus på sigt.

Offentliggjort Sidst opdateret

- Hvis ikke vi har specialer på Nykøbing F. Sygehus, så bliver det et nødhospital, hvor man som patient kan lande midlertidigt, inden man skal videre til et andet sygehus. Så går der noget tid, og så finder nogle ud af, at det er for dyrt at have sådan et nødhospital kørende, og så lukker man det ned.

Talen er klar fra tidligere byrådsmedlem i Guldborgsund og tidligere medlem af Sundhedsudvalget i Storstrøms Amt Lene Hatt (SF) i forhold til den plan om et "sammenhængende og samarbejdende sygehusvæsen”, som Regionsrådet 22. august skal tage stilling til.

På vegne af SF Guldborgsund har Lene Hatt sammen med Joan Kragh og Lis Kaufmann netop sendt et høringssvar afsted i forhold til Region Sjællands plan for udvikling af regionens sygehuse.

- Vi ser det som en afviklingspolitik for yderområder, lyder det fra Lene Hatt.

Ingen specialer til Nykøbing

I førnævnte plan indgår blandt andet, at der skabes en ny struktur for de medicinske specialer på sygehusene i Region Sjælland. Med de medicinske specialer menes de forskellige behandlingsområder, der er på sygehuset - eksempelvis lungemedicin og reumatologi.

Der skal med andre ord etableres "styrkepositioner" for at skabe attraktive faglige miljøer, som læger, sygeplejersker og andre sundhedsprofessionelle kan trives og
udvikle sig i.

Vi ser det som en afviklingspolitik for yderområder.

Lene Hatt, tidligere byrådsmedlem for SF

De medicinske specialer skal være særligt organiseret på tværs af to sygehuse, der sammen har det fælles populationsansvar og ansvaret for at lede og udvikle specialet for hele regionen. De nye såkaldte "styrkepositioner” fordeles på regionens sygehuse afhængigt af specialerne.

Men altså ingen specialer til Nykøbing F. Sygehus - ifølge planen.

Holbæk er i spil

- Det skinner i øjnene, at Holbæk er i spil til et speciale. Vi bliver altså hægtet af hernede i forhold til Holbæk. Man begrunder fravalget af Nykøbing med, at man ikke kan tiltrække det nødvendige personale til at skabe en styrkeposition. Det stiller jeg mig ærlig talt stærkt tvivlende over for, når man godt kan det samme i Holbæk. Der er altså ikke den store geografiske forskel mellem Holbæks og Nykøbings placering i forhold til Køge, mener Lene Hatt.

Den mangeårige SF-politiker har det fint med idéen om at placere forskellige styrkepositioner rundt omkring i regionen. Men det bekymrer Lene Hatt, at man ikke placerer eksempelvis et geriatrisk speciale eller et for lungeområdet i Nykøbing.

Geriatrien henviser til aldersbetingende sygdomme, hvor der netop er en sammensætning i befolkningen på Lolland-Falster med mange ældre. Også i forhold til eksempelvis lungesygdommen KOL er der her mange borgere med netop denne diagnose på Lolland-Falster.

De bor ikke hernede

- Den her plan er lavet af administrationen, som jo ikke bor hernede på Lolland-Falster. De er måske lidt historieløse i forhold til at kende historikken fra dengang, hvor vi eksempelvis i Nakskov havde fire specialer. Så tog man først de to væk, og så dør det. Det samme skete i Fakse. Også på skoleområdet har vi set, hvordan de små skoler gennem årene udsultes for til sidst at tabe til en hovedskole, fortæller Lene Hatt.

En anden forståelse

Sjællands Universitetshospital i Køge og Nykøbing F. Sygehus står i følge planen til at blive fusioneret ledelsesmæssigt. Det vækker heller ikke ligefrem tilfredshed hos Lene Hatt, der frygter en udsultning af Nykøbing F. Sygehus på sigt.

- I øjeblikket har vi en direktør i Nykøbing (Ricco Dyhr, red.), som har lokal tilknytning og kender sine medarbejdere og patienter. Han har en stor forkærlighed for og kærlighed til Nykøbing F. Sygehus. Det har en direktør i Køge ikke nødvendigvis. En direktør i Køge vil have en helt anden forståelse af styrker og svagheder hos et sygehus i Nykøbing. Derfor er hovedessensen af vores bekymringer netop den fælles ledelse, der lægges op til, forklarer Lene Hatt.