Sygehuse i stor sparerunde: Mangler 200 millioner kroner
Sparekniven sættes ind for at redde budgettet for 2024. Foto: David Arnholm
David Arnholm
Sjællands Universitetshospitals tre sygehusafdelinger, herunder Nykøbing, skal spare yderligere 200 millioner kroner i budgettet for 2024.
Livremmen skal spændes endnu mere ind på Sjællands Universitetshospital (SUH).
Allerede sidste efterår igangsatte SUH, der har afdelinger i Roskilde og Køge, og som i januar fik sygehuset i Nykøbing under sine faner, en række initiativer med henblik på at nedbringe udgifterne for 2024 med 150 millioner i et samlet budget på 5,2 milliarder kroner.
I en pressemeddelelse skriver Region Sjælland, at disse initiativer indtil videre har vist en god effekt. Men allerede nu står det også klart, at man er nødt til at finde sparekniven frem igen for at finde yderligere 200 millioner, hvis det skal lykkes at få årets budget til at gå op.
- Sundhedsvæsnet er generelt under pres og inde i en omstilling efter COVID, hvor vi havde en helt særlig opgave. Den omstilling skal vi også igennem på SUH, og det handler især om at ændre på nogle af de driftsløsninger, som vi fik etableret under COVID, siger sygehusdirektør Ricco Norman Dyhr i pressemeddelelsen.
Færre vikarer - flere patienter
Det fremgår af pressemeddelelsen, at "de økonomiske udfordringer skyldes særligt et højt forbrug af vikarer og et stort antal patienter, som må sendes til behandling uden for regionen eller på privathospital."
I næste uge vil SUH fremlægge en handleplan for regionen, der blandt andet vil indeholde initiativer, der skal få bremset udgifter til vikarer og overarbejde, ligesom man også vil have fokus på at optimere patientforløb og sygehusenes kapacitet, så færre patienter sendes på privathospital eller til en anden region.
Det lyder også, at den nylige fusion med Nykøbing F. Sygehus ikke har haft indflydelse på de økonomiske udfordringer.
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker