Kæmpeprojekt til 10 millioner kroner: Nu skal havnelivet genskabes

Langø Havn skal udvikles til et udflugtsmål med formidling om Nakskov Fjord, boder og ubemandet købmand. Privatfoto

Der skal samles 10 millioner kroner ind for at skabe liv på Langø Havn. Udviklingsprojektet begynder med nænsom renovering af Isblokhuset.

Offentliggjort Sidst opdateret

Da Carsten Toft Nielsen, projektleder for "Liv i Langø"s styregruppe tog hjem efter et informationsmøde tirsdag aften med 110 fremmødte, havde han tegnet for 40.000 kroner folkeaktier.

Udviklingsprojektet går blandt andet ud på at genskabe livet på havnen, hvor der ifølge Carsten Toft Nielsen efterhånden kun er to aktive fiskekuttere tilbage.

Foreløbig er der fundet fondsmidler for en million kroner, men det maritime projekt kommer samlet set til at koste 10 millioner kroner.

Nænsom restaurering

Med en million kroner på kontoen, begynder udviklingen med renovering af Isblokhuset, som skal fungere som et slags museum om Nakskov Fjord og Langø. Det bliver Museum Lolland-Falster, som sørger for skal gøre formidling om historie og biologi tilgængeligt.

Huset, der blev brugt til at opbevare blokke af is til nedkøling af friske fisk, skal til august igennem en nænsom restaurering.

Hvem står bag Liv i Langø

Bag projektet står:

Langø Landsbylaug, Langø Grill & Fiskebar, Langø Fiskerihavn I/S, Min Købmand Vestenskov og Langø Bådelaug i samarbejde med Lolland Kommune og Region Sjælland.

Men der er mange andre planer for havnen. Blandt andet skal der være en ubemandet købmandsbutik drevet af en professionel købmand, så beboerne, gæstesejlere og andre turister kan købe ind. Desuden skal et areal ved Garnhandlen ommøbleres, så den populære Langø Grill & Fiskebar kan udvides til det dobbelte og så skal der være plads til flere restauranter og boder, hvor der for eksempel kan sælges kunsthåndværk.

Udflugtsmål

Den 116 år gamle fiskerihavn har været byen puls, men det er langt tid siden, at erhvervet havde 55 årsværk tilknyttet. Derfor kigger Langø efter nye måder at udvikle byen med respekt for lokalhistorien.

Vi skal skabe rammerne, som andre kan udnytte. Det er dem, der skal drive det. Ikke os.

Carsten Toft Nielsen fra "Liv i Langø"s styregruppe

”Liv i Langø” skal styrke Langø som lokalsamfund, men projektet skal også gøre den lille by til et udflugtsmål, hvor man kan blive klogere på Nakskov Fjord, kulturhistorie og natur

Skaber rammerne

Det har taget styregruppen to år at nå hertil og Carsten Toft Nielsen understreger, at projektet ikke skal bæres af Tordenskjolds Soldater.

- Vi skal skabe rammerne, som andre kan udnytte. Det er dem, der skal drive det. Ikke os, siger han.