7.600 patienter får ny lægeklinik

Almen Lægeklinik Nakskov overtager Nordic Medicare Lægeklinik i Nakskov. Foto: Marianne Knudsen

Alt fortsætter dog stort set som før.

Offentliggjort Sidst opdateret

De cirka 7.600 patienter, der er tilknyttet Nordic Medicare Lægeklinik, Nakskov modtager for tiden nyt sundhedskort, gældende fra 1. december.

Af kortet fremgår det, at deres lægepraksis har fået ny ejer: Almen Lægeklinik Nakskov, og med samme adresse som Nordic Medicare i Nakskov Sundhedscenter.

Det er alment praktiserende læge, Niels Katkjær, der overtager klinikken, som skal drives i et samarbejde med Nordic Medicare.

Almen Lægeklinik Nakskov skal drives efter overenskomst for almen praksis, modsat Nordic Medicares, der er en såkaldt udbudsklinik, da ingen praktiserende læger tidligere har villet åbne egen praksis.

-Patienterne kan glæde sig over, at de nu får en varig løsning. Nordic Medicares klinik var en såkaldt udbudsklinik, der jævnligt skulle i udbud med begrænset restlevetid, begrunder sundhedsfaglig direktør i Nordic Medicare, Niels H. Riewerts Eriksen.

Med overtagelsen af klinikken i Nakskov er Niels Katkjær nu oppe på at have seks lægeklinikker rundt om i landet, deriblandt også i Maribo og Nykøbing F. En læge kan eje op til seks ydernumre, og Niels Katkjær kan dermed ikke overtage flere klinikker, men har udvidelsesmuligheder for de eksisterende.

Et ydernummer er det nummer, som en privatpraktiserende sundhedsperson, som yder af behandlinger for den offentlige sygesikring, er tildelt.

Personalet fortsætter

- Det bliver det samme personale og de samme fastansatte speciallæger i almen medicin, der fortsætter på Almen Lægeklinik Nakskov, som var hos os, og vi skal så hjælpe Niels Katkjær, der jo ikke kan være alle steder, med at drifte klinikken og betale husleje og så videre, siger Niels H. Riewerts Eriksen fra Nordic Medicare.

- Og på den her vis er vi med til at sikre lægedækningen i yderområder - og konstruktionen har vist sig særdeles levedygtig, tilføjer han.

Navnene på de fastansatte læger på klinikken vil fortsat være Brian, Thomas, Ali og Gudrun, som alle er velkendt fra den nuværende klinik, så kontinuiteten er sikret.