"Hvis der var gået en måned mere, så var jeg død"

KAPITEL 1: Axel er ung, stærk og sund. Han er nyslået student fra Maribo Gymnasium i 2021 og i gang med et sabbatår, hvor han arbejder for at tjene penge til at rejse. Interrailbilletten er købt, så planen er snarligt at lægge barndomshjemmet på gården lidt uden for Maribo bag sig og begynde på voksenlivet.

Men mens han langer pommes frites og hotdogs over disken i Scandlines catering og er vikar i Søllested Landsbyordning, sker der noget. Han begynder i starten af 2022 at tage på. Rigtig hurtigt, rigtig meget.

Axels mor er efter ham med, om han spiser af de der pommes frites. Men det gør han ikke. Han spiser, som han plejer. Han spiller også både fodbold og styrketræner. Selv ignorerer Axel til en start kiloene. Han er sikker på, det ikke kan være noget alvorligt.

- Men da det bliver mere tydeligt, og jeg begynder at få kommentarer fra flere om, at der er noget, der ser helt galt ud, bliver jeg nervøs for, hvad det er, der sker inde i min krop, fortæller Axel.

Nervøsiteten får ham til at udskyde at søge hjælp og afklaring.

- Jeg er bange for, hvad jeg vil få at vide.

Ikke mindst fordi han også føler sig træt, besværet og hurtigt forpustet. Alligevel fortsætter han ufortrødent med både arbejde og fodboldkampe uden så meget som én sygemelding.

- Andet ville være at indrømme, at der er noget galt, fortæller han.

Han er desuden ud af en familie, som helst betragter sig selv som sunde, raske og stærke. Så det selvbillede er svært at vige fra.

Det bliver Axels storesøster Iben, der insisterer på, at der er noget galt, og at Axel skal tage til læge. Han indvilliger, men han får ikke meget ud af besøget hos Nordic Medicare i Maribo.

- Jeg har glemt mit sygesikringskort i bilen, så jeg kommer fem minutter for sent, og jeg får faktisk mest udskæld over, at jeg er kommet for sent til min tid, fortæller han.

- Jeg er derinde i to minutter, hvor jeg prøver at forklare, at jeg ikke ser ud, som jeg plejer. Jeg er helt oppustet på det tidspunkt.

I løbet af halvanden måned har Axel taget 20 kilo på.

- Jeg siger, jeg har det skidt, og at jeg er træt.

Lægen spørger, om Axel har allergi. Han nævner, at han har lidt med pollen i sommermånederne.

- Så bliver jeg sendt hjem med besked om, at jeg skal tage nogle allergipiller, og hvis jeg ikke har det bedre efter to til tre uger, skal jeg komme tilbage.

- Det, synes vi alle sammen, er mærkeligt, fortæller han.

Yderligere to dage går, så spørger Axels mor, om hun må ringe til Nordic Medicare på hans vegne. Det må hun gerne. Hun lader lægeklinikken vide, at hun er oprigtigt bekymret, og at noget er helt galt. Derefter bliver Axel ringet op af lægeklinikken, som opfordrer ham til at pakke sine ting og tage til akutmodtagelsen på Nykøbing Sygehus med det samme.

- Derfra er det en proces, der løber rigtig hurtigt, og der sker mange ting, som vi nok ikke forstår alvoren i, fortæller Axel.

Lægerne finder ret hurtigt ud af, at der er et eller andet med nyrerne, der ikke fungerer. Axel bliver indlagt på Sjællands Universitetshospital i Roskilde, hvor han bliver sat i akut dialyse.

- Lægerne kan se, at noget er helt galt. Men jeg er fortsat ret overbevist om, at jeg er rask igen næste dag, og at jeg kommer hjem igen.

En uge senere efter flere test får Axel at vide, at hans nyrer ikke virker, og at de ikke kommer til at virke igen. Han har fået en autoimmun sygdom, der hedder IgA-nefropati, hvor immunforsvaret angriber nyrerne.

- Det er en sygdom, man ved meget lidt om. Nogen kan klare sig med lidt immundæmpende medicin, andre som mig bliver vildt hurtigt meget syge, forklarer Axel.

Han skal derfor starte i løbende dialysebehandling, indtil han kan få en nyretransplantation. Axel føler sig mærkeligt nok slet ikke ked af det.

- Men rundt om mig, der sidder min familie og er kede af det. Min far og min storebror er ret tavse, sådan som vi også nogle gange dealer med hårde beskeder, og min mor og storesøster græder. Men jeg selv er ikke ked af det. Jeg tænker bare: Nå, så er det sådan, det er. Jeg kunne også være blevet ramt af en lastbil.

- Jeg tror, at jeg prøver at rumme det, men jeg ved ikke rigtig, om jeg faktisk forstår det. Jeg er nok i chok.

I chok over diagnosen, men også over, at han faktisk er så syg, at han har været i risiko for at miste livet. For ifølge lægerne udløser nyresvigt blodpropper, så det var ved at være op over, at han fik hjælp.

- Jeg får at vide, at hvis der var gået en måned mere, så var jeg død.

Nu har han livet i behold. Men livet bliver helt, helt anderledes, end Axel oprindelig havde forestillet sig.

Du kan læse kapitel to "Alt bliver trist: - Jeg får slukket mine livsdrømme" i Folketidende på mandag.