Bilforhandler har forrygende travlt: Udvider forretningen

Filialchef Aage Østergaard fra Maribo og direktør Kim Frimann glæder sig over, at det nu bliver muligt at udvide værkstedet på Midtlolland. Foto: Palle Nevad Frandsen

Et nyt pladeværksted er nødvendigt for at følge med i tidens krav hos Frimann Biler i Maribo.

Offentliggjort Sidst opdateret

Der er allerede blevet ansat tre nye medarbejdere i år, og flere er på vej i fremtiden hos Frimann Biler i Maribo. Snart er det byens eneste autoriserede bilforhandler, men her er der ingen tanker om at lukke ned, i stedet for handler det om at blive større.

Vi ser rigtigt positivt på fremtiden, og jeg er slet ikke i tvivl om, at vores kunder også kan finde os her i byen om ti år.

Aage Østergaard

- Vi har pissetravlt, lyder det fra filialchef Aage Østergaard, som sidder med en bunke tegninger foran sig. For der skal snart bygges til det store bilhus.

Op mod 300 kvadratmeter skal bygges til det eksisterende værksted, og give mere plads til både de almindelige mekanikere og pladeværkstedet. Især sidstnævnte har trængt til at få sit eget. Meget er nemlig sket indenfor faget i de sidste to årtier.

Elbiler betyder farvel til mekanikken

Det skyldes ikke mindst, at der kommer flere og flere elbiler ud på de danske veje.

- Derfor bliver der mindre og mindre mekanisk arbejde, og vi har allerede flyttet en mekaniker fra den afdeling og til vores pladeværksted, forklarer Aage Østergaard.

I dag er kravene mange til værkstederne, ikke mindst når det handler om pladearbejde, hvor sikkerheden vægter tungere end tidligere. Man kan ikke længere bare skære noget ødelagt ud, og erstatte det med noget andet. Samtidig vil forsikringsselskaberne have taget hensyn til co2-forbrug og forurening generelt i arbejdet. Derfor handler langt mere pladearbejde i dag om at rette ting ud fremfor at skifte dem.

Tungere varevogne

Pladearbejdet kræver plads, og hos Frimann Biler var der heldigvis mulighed for at finde netop det. Ved at bygge til i den østlige del af det nuværende værksted, er det muligt at skabe et pladeværksted, som kan lukkes af i forhold til den øvrige del af virksomhede. Dermed vil støjgenerne også blive minimeret.

Aage Østergaard med tegningen til, hvordan det nye pladeværksted formentlig kommer til at se ud. Foto: Palle Nevad Frandsen

Ved at flytte den del af arbejdet væk fra det nuværende værksted, kan også denne del af virksomheden få en tiltrængt opgradering.

- Mængden af erhvervskunder er stigende, og flere og flere varevogne kører på el. Det kræver nogle lifte, som kan håndtere de tunge biler, og det får vi installeret, fortæller Aage Østergaard, som samtidig kan afsløre, at der bliver lagt mere strøm ind til forhandleren. Det er nødvendigt med et stort salg i elbiler.

Lokale håndværkere

Arkitekten er i gang med at søge byggetilladelse til det nye byggeri, og hele projektet forventes at koste i omegnen af fire millioner kroner.

Men så kommer der også lidt to mindre lokaler ved siden af det nye pladeværksted, ligesom der bliver lagt ny belægning på området foran nybyggeriet.

- Arbejdet vil blive udført af lokale håndværkere, og det er vores hensigt, at alle de steder, hvor det er muligt, skal vi bruge lokale firmaer, slår filialchefen fast.

Tror på fremtiden

Projektet har et budget på godt fire millioner kroner, og investeringen viser, at Frimann Biler tror på Maribo som bilby.

- Vi ser rigtigt positivt på fremtiden, og jeg er slet ikke i tvivl om, at vores kunder også kan finde os her i byen om ti år, siger Aage Østergaard, der ser det nye pladeværksted som essentielt. Uden det ville kapaciteten blive for lille i Maribo, og dermed ville ventetiden blive for lang for kunderne.

I dag er der 23 ansatte i Maribo, og når nybyggeriet står færdigt, formentlig i slutningen af tredje kvartal næste år, forventer filialchefen at skulle ansætte et par medarbejdere mere.

- Generelt har vi et godt arbejdsklima her, og vi har flere medarbejdere som har været her i mange år, så jeg er slet ikke i tvivl om, at vi nok skal finde de folk, som vi har brug for.