Borgerforening holdt udenfor: - Det er simpelthen for groft

Bjarne Hansen er vred over, at kommunen holdt møde med Horslunde Realskole uden lokalområdets viden. Foto: Rikke Folm Berg

Formand for Horslunde og Omegns Borgerforening er rasende over, at der ikke er blevet informeret om, at Lolland Kommune sidste år har holdt møde med Horslunde Realskoles bestyrelse.

Offentliggjort Sidst opdateret

HORSLUNDE: - Det er simpelthen for groft.

Sådan lyder det fra Bjarne Hansen, der er formand for Horslunde og Omegns Borgerforening, efter det er kommet frem, at Horslunde Realskoles bestyrelse for et år siden holdt et møde med Lolland Kommune. Et møde, hvor bestyrelsen, gav udtryk for, at skolen ikke var lukningstruet.

- Det er helt nyt for lokalområdet, at der skulle have været det møde, fortæller Bjarne Hansen.

- Det er rigtig, rigtig dårlig sagshåndtering, siger han.

Manglende dialog

Bjarne Hansen er i dén grad vred over den måde, kommunen har ageret i sagen om lukningen af byens folkeskole, der lukker til sommer.

- Den der køreplan, som de kaldte det, har altid handlet om en skolelukning. Ikke noget om, hvad der var af alternative løsninger, siger borgerforeningsformanden og fortsætter:

- Borgerforeningen ville meget gerne have indgået i det samarbejde om en køreplan. Hvis man har holdt et møde med realskolen, hvorfor har man så ikke taget et møde med forældrene, borgerforeningen og andre lokale interessenter for at høre deres tanker om skolen og mulige løsninger? Der har bestemt ikke været særlig stor åbenhed, siger han.

Han har svært ved at forstå, at der ikke skulle være grundlag for en skole i området.

- Det er beskæmmende, at det skoledistrikt, der hører under den tidligere Ravnsborg Kommune, udgør 22 procent af Lolland rent geografisk. Hvis du tager de to elevtal til sammen (på folkeskolen og realskolen, red.) vil det give 280-300 elever. Det ville give en meget fin skole, hvis de var blevet fusioneret på en eller anden vis, siger han.

Det ville give en meget fin skole, hvis de var blevet fusioneret på en eller anden vis.

Bjarne Hansen

Bremser tilflytning

Ifølge ham er det en katastrofe for lokalområdet, hvortil skolelukningerne vil bremse tilflytningen.

- Uden dialog har de fjernet alle skoletilbud her, og det betyder også, at de har lukket ned for tilflytning. Noget af det første, man kigger på, når man kigger på hus, er jo pasningsmuligheder og skole, siger Bjarne Hansen.

Han tror, at politikerne kommer til at få en regning, når der er kommunalvalg i november 2025.

- Jeg tror ikke, vælgerne på Nordvestlolland til den tid har glemt den lukkethed, der er vist her, siger borgerforeningsformanden.