Brandvæsnet vil bygge ny brandstation på Lolland

Fredag besøgte minister for samfundssikkerhed og beredskab Torsten Schack Pedersen (V) (nummer to fra højre) først Femern-byggepladsen og siden Lolland-Falser Brandvæsen. Her så han en model af tunnelen, som Lolland-Falster Brandvæsen bruger til at forberede sig på opgaven med at skulle slukke brande i tunnelen. Med sig på besøget var (fra venstre) byrådsmedlem Henrik Høegh-Andersen (V), borgmester Holger Schou Rasmussen (S), folketingskandidat Iben Krog (V), folketingsmedlem Kasper Roug (S), folketingsmedlem Charlotte Bagge Sørensen (M), og byrådsmedlem Tine Vinther Clausen (V). Foto: David Arnholm

Lolland-Falster Brandvæsen får udvidet sine opgaver, når Femern-tunnelen åbner. For at kunne løse opgaven vil brandvæsnet åbne en ny brandstation i Rødbyhavn med personale og nye brandbiler.

Offentliggjort Sidst opdateret

FEMERN BÆLT: Når Femern-tunnelen efter planen åbner i 2029, giver det ikke kun mulighed for hurtigere transport mellem Femern og Lolland. Det giver også Lolland-Falster Brandvæsen en stor, ny opgave.

Brandvæsnet skal nemlig - sammen med tyske kolleger - være klar til at rykke ud og slukke brande i tunnelen. Og det er ikke bare lige.

I dag har brandvæsnet godt nok opgaven med at håndtere færdselsulykker og brande i Guldborgsundtunnelen. Men den er kun 450 meter lang, og det er en helt anden udfordring med en 18 kilometer lang tunnel dybt under vandet.

En af udfordringerne er, at tunnelrøret kan blive fyldt med kvælende røg. En anden at det kan være svært at nå frem med store brandbiler i et tunnelrør fyldt med trafik. En tredje at nå frem i tide, når tunnelen er så lang. Men særligt ved brande i tunneler er det vigtigt at komme hurtigt frem.

- Der sker en ret stor udvikling i brande, fordi varme og røg ikke kan stige til vejrs, forklarer vicebrandinspektør Jesper Korsgaard, der er brandvæsnets Femern-specialist.

Ny brandstation

For at forberede sig på opgaven samarbejder det lokale brandvæsen med IFA - International Fire Academy, der ligger i Schweiz - alpelandet med masser af lange tunneler og deraf stor erfaring med de opgaver, der venter Lolland-Falster Brandvæsen.

- De undersøger, de ulykker, der sker i tunneler, og det bruger vi rigtig meget, fortæller vicedirektør Morten Lykkeberg.

Han og flere andre af de lokale brandfolk har besøgt IFA i Schweiz og skal derned igen til februar, ligesom de torsdag holdt møde online. Og en af konklusionerne er, at brandvæsnet skal opruste på flere fronter for at kunne løse opgaven.

- Vi skal ændre vores beredskab for at kunne komme hurtigt frem, og vi er nødt til at bygge noget dernede, konstaterer Morten Lykkeberg.

Planen er altså at åbne en ny brandstation i Rødbyhavn, som skal bemandes, så den døgnet rundt, året rundt kan rykke ud til brande og ulykker i tunnelen. Det kræver 12 brandmænd.

Der ud over skal der indkøbes nye, slankere brandbiler, som lettere vil kunne smyge sig forbi holdende biler og komme frem gennem tunnelen.

Artiklen fortsætter under billedet.

Lolland-Falster Brandvæsen får brug for slankere brandbiler, når brandvæsnet om fem års tid for ansvaret for at slukke brande brande i Femern-tunnelen. Inspireret af schweiziske kolleger drømmer de også om brandbiler, der har sprøjten monteret på fronten, i stedet på siden, netop fordi det kan knibe med pladsen nede i et tunnelrørene. Foto: David Arnholm

Brandvæsnet er godt i gang med at lave den store ønskeseddel, og det er Femern A/S, der skal være julemand og betale. Derfor skal brandvæsnet også argumentere godt for sin sag, og ender det med, at de to parter ikke kan enes, bliver det op til transportministeren at afgøre, hvad brandvæsnet kan få, og hvor meget Femern A/S skal betale.