Den har været 30 år undervejs: Lovforslag om omfartsvej i høring

Folketingsmedlem Kasper Roug (S), satser på, at anlægsloven om en udvidelse af Rute 9 med en tosporet omfartsvej nord for Nørreballe er besluttet i Folketinget til næste forår. Arkivfoto: Anna C. Møhl

Folketinget skal først vedtage anlægslov, før der kan tages første spadestik til omfartsvej nord for Nørreballe.

Offentliggjort Sidst opdateret

Den har været 30 år under vejs, men nu ser det ud til, at man kan skimte konturerne af det første spadestik ude på en mark nær Nørreballe.

Udvidelsen af Rute 9 med en godt fem kilometer lang omfartsvej nord for Nørreballe er rykket et godt skridt nærmere. Et flertal i Folketinget har sagt ja til at afsætte næsten 400 millioner kroner til en ny omfartsvej på Lolland. Lovforslaget er lige nu i høring, og enhver kan frem til 13. januar 2025 byde ind med, hvad de mener om projektet.

Lovforslaget er en anlægslov for udbygning af Rute 9 ved Nørreballe og omfatter, at en del af statsvejen Vestre Landevej nedlægges, og at kommunale veje og stier omlægges. Omfartsvejen bliver en tosporet motortrafikvej med en hastighedsbegrænsning på 90 kilometer i timen.

I forslaget står der blandt andet, at Vejdirektoratet etablerer en støjisoleringsordning, hvor helårsboliger kan få tilskud til facade-isolering.

Anlægsloven skal vedtages tre gange i Folketinget, før kong Frederik kan skrive under på den historiske lov.

Betyder alt

Den lokalt valgte folketingspolitiker Kasper Roug (S) er en glad mand i disse dage. For ham betyder det alt, at lovforslaget nu er kommet ud at leve.

- Jeg er rigtig glad og har rost ministeren og kollegerne. Det er et politisk projekt, som skal udvide hele Rute 9. Det handler jo ikke kun om fem kilometer omfartsvej, men om en langsigtet infrastruktur-plan. Og ja, jeg satser på, at omfartsvejen ved Nørreballe kun er første etape i hele projektet, der skal binde Lolland-Falster sammen med Fyn, siger han.

Giv os en cykelsti

I Nørreballe var der mange, som slet ikke ønskede en omfartsvej. De var ganske tilfredse med den tunge trafik, der buldrer gennem landsbyen. De synes ikke, at der skulle bruge så mange penge på en omfartsvej, men ønskede sig bare en cykelsti.

Trafiktal på omfartsvej

  • Anlæg af en ny omfartsvej vil generelt medføre, at der vil køre mellem 5.800 og 6.000 køretøjer per døgn på den nye vej.
  • Trafikken i Nørreballe vil blive markant reduceret med en ny omfartsvej. Trafikken vil blive mest reduceret i Nørballe ved rundkørslen, hvor trafikken vil blive reduceret med 71-73 procent. Det vil medføre, at trafikken vil være mellem 2.100-2.400 køretøjer per døgn med en ny omfartsvej.
  • I Nørreballe ved Pårup vil trafikken blive reduceret med 64-66 procent. Det vil medføre, at trafikken vil være mellem 2.700-3-300 køretøjer per døgn med en ny omfartsvej.
Kilde: Kilde: Vejdirektoratet

Flere erhvervsdrivende fortalte til Folketidende, at de var bange for at miste omsætning, når strøgkunderne blev ledt væk fra Vestre Landevej.

Det handler jo ikke kun om fem kilometer omfartsvej, men om en langsigtet infrastruktur-plan.

Kasper Roug (S), folketingsmedlem

Minister-besøg

Lokalpolitisk har der været en del bump på vejen.

Lolland Kommune indsendte i første omgang et seks linjer kort høringssvar, som tilkendegav, at ingen af Vejdirektoratets forslag til udbygning af Rute 9 var spiselige, men at man ønskede en dialog. Det blev ikke ligefrem taget godt imod, så et flertal i byrådet sendte endnu et høringssvar, hvor man anbefalede en motortrafikvej nord for Nørreballe og opfordrede til dialog.

Pludselig dukkede et alternativt forslag op fra Venstre Lolland, Din Stemme og Lollands Listen. De var gået sammen om at foreslå et projekt, hvor Nakskov og Halsted forbindes til E47 ved motorvejens afkørsel 49 nær Holeby i stedet for at udbygge Rute 9.

Til sidst måtte transportminister Thomas Danielsen (V) svinge en tur indenom Nørreballe, hvor han høfligt opfordrede byrådet til at køre i samme retning.

"Det er ikke nogen hemmelighed, at de kommuner, som er gode til fælles fodslag, har lidt nemmere ved at få infrastrukturprojekter til at dryppe ned i deres landsdel. Gode alliancer er fremmende for alle projekter", sagde han til byrådsmedlemmerne.

Kasper Roug forventer, at anlægsloven er vedtaget til næste forår.