"Det føles så surrealistisk, at jeg næsten ikke tror på, det kan lade sig gøre"

Læs de to første kapitler her og her

KAPITEL 3: Så snart Axel får at vide, at han skal i dialyse, indtil han kan få en nyretransplantation, begynder forberedelserne med at afklare, om enten hans mor eller far kan donere en af deres nyrer.

- Vi melder os begge to, fortæller Karen Krog Rasmussen, mor til Axel.

Lægerne giver sig derefter til at udrede Karen detaljeret for, om hendes ene nyre kan bruges af Axel.

- De tjekker mine bryster, mit hoved og min mave for, at jeg ikke bærer rundt på en kræftsygdom, fortæller Karen.

Det gør hende bekymret for, hvad de måtte finde.

- Vi skal bare ikke have en mere, der er syg, tænker hun.

Hun kan heldigvis godkendes som donor. Det gør hende ekstra forsigtig i trafikken.

- Så jeg ikke kommer ud for en ulykke, så Axel ikke kan få min ene nyre. Det skal bare gå godt, der er ikke noget, der må gå galt.

Axel begynder at blive bange

Axel er også påvirket i månederne op til transplantationen.

- Jeg begynder at blive bange, fordi den her drøm om at blive rask igen føles så surrealistisk, at jeg næsten ikke tror på, det kan lade sig gøre.

Han begynder at afholde sig fra at være sammen med andre af angst for, at han bliver syg, og at det vil kunne ødelægge transplantationsprocessen.

- Jeg lukker mig rigtig meget om mig selv. Den positivitet og livslyst jeg ellers har, den bliver lille, og det gør mig meget trist.

Mormor blev også transplanteret

Men begge er meget indstillet på transplantationen. Hele familien Krog Rasmussen har for mange år siden taget stilling til, at de gerne vil donere deres organer, og Karen har en mormor, der for mange år siden var en af de første, der fik en ny lever. Så de er ikke fremmede overfor tanken om transplantation.

- Da Axel får beskeden om, at han skal have en transplantation, siger jeg til ham med det samme: Det skal vi nok klare, fortæller Karen.

Hvordan har du det med, Axel, at din mor må give sin ene nyre til dig, for at du kan komme ud af dialysen?

- Måske er det egoistisk, men lige det havde jeg det rigtig fint med. Det har jeg aldrig haft nogen moralske kvababbelser omkring, fordi jeg er opdraget med meget kærlighed fra min mor. Jeg har aldrig været i tvivl om, at hun vil gøre alt for, at jeg får det godt. Jeg tror desuden, at det ville være langt værre for hende at se mig syg end at skulle give en nyre.

Hvordan er det for dig, Karen, at du skulle give din nyre?

- Det er det helt rigtige. Som jeg svarer en kollega, da hun siger, at det er en stor operation: "Det er ingenting, det er for Axel".

- Det hårdeste ville være, hvis det ikke havde kunnet lade sig gøre. Jeg ville lægge mig på sofaen for Axel.

Hvad vil det sige?

- Vi er aldrig syge, vi er altid aktive, så at lægge sig på sofaen, det gør vi ikke i vores familie. Men hvis det var det, der skulle til, for at han kunne leve et godt liv, så ville jeg gøre det.

Karen beder for Axel

I november 2023 oprinder tiden til transplantationen på Rigshospitalet.

- Jeg bliver indlagt først, og min mor bliver indlagt lidt senere. Der tror jeg, at jeg vil være sindssygt glad, men for mig er det angstprovokerende. Jeg er så angst hver eneste minut for, at det bliver aflyst, fordi hele mit liv består af det. Jeg kan slet ikke rumme tanken om, at det ikke skal gå godt. Det er som om, alt er på et bræt.

Axel bliver lagt i narkose, så han kan få sin mors nyre. I øvrigt på en helt ny måde, hvor det er robotarme, der udfører operationen, fordi de arbejder mere nøjagtigt end mennesker. Lige inden Karen også bliver lagt i narkose, beder hun til, at det skal gå godt for Axel.

- Det er det afgørende for mig, fortæller hun.

Hvilke tanker gør du dig om, at det også skal gå godt for dig selv?

- Ingen, fortæller Karen.

Herfra er det op til lægerne og robotarmene at få bønnen til at gå i opfyldelse.

Du kan læse fjerde og sidste kapitel i Folketidende onsdag.