Efter flere skolelukninger: Nu vil borgere skabe en friskole med navnet Håb
Arbejdsgruppen bag den nye friskole Håb har overvejet at købe bygningen, der tidligere husede Horslunde Realskole, men den er i første omgang for stor. Foto: Marianne Knudsen
Marianne Knudsen
Den nye friskole Håb er kommet et skridt nærmere efter et møde i Styrelsen for Undervisning og Kvalitet.
En kreds af forældre på Nordvestlolland har siden januar arbejdet på at åbne en friskole. Nu er ansøgningen officielt afleveret til Styrelsen for Undervisning og Kvalitet ved personligt fremmøde af den samlede bestyrelse. Og dermed er drømmen om en ny skole også rykket en lille smule nærmere sin realisering.
Skolen skal efter planen placeres i det hjørne af Lolland, som på grund af de seneste års skolelukninger nu står uden et reel skoletilbud.
- Det er enormt svært at få børnefamilier til et område uden skoler. Det er ikke attraktivt nok, og derfor håber vi meget, at det her lykkes, forklarer Vibeke Hemme Stephansen, der er talsmand for bestyrelsen.
Netop ordet "håb" dukkede op så mange gange i planlægningsprocessen, at det også bliver navnet på den nye friskole. Som et håb om noget nyt.
Det er så vigtigt, at folk ved, at vi stadig er her. Og at vi knokler med at få den skole på benene.
Vibeke Hemme Stephansen, talsmand for arbejdsgruppen bag friskolen Håb
Gruppen af lokale borgere satte sig sammen ganske kort tid efter borgermødet i januar, hvor cirka 160 personer fik besked om lukningen af Horslunde Skole. Og flere af dem blev følelsesladede ved udsigten til - igen - at skulle flytte deres barn til en ny skole.
Har brug for at kende elevtal
Vibeke Hemme Stephansen bor i Horslunde i den tidligere Horslunde Købmandshandel og har selv flyttet sine børn til Nakskov-skoler efter skolelukningerne i Horslunde.
Men det er svært at planlægge en skole, når man ikke kender elevtallet. Kravet fra Undervisningsministeriet er, at man har mindst 14 elever.
Realskolens historie
- Først lukkede Lolland Kommune den kommunale skole - Horslunde landsbyordning. Det blev besluttet af byrådet i juni 2023. Og i januar 2024 besluttede den private Horslunde Realskole at lukke. Dermed sluttede omkring 130 års skolehistorie.
- Horslunde Realskole havde nemlig sine rødder tilbage til 1895, hvor skolen blev grundlagt. Man var bekymret, fordi man følte sig lidt isoleret derude på landet, hvor det var besværligt at komme til Maribo eller Nakskov for at komme i skole. Desuden var det svært for almindelige borgere at få råd til kost, logi og skolepenge, hvis børnene skulle til en anden by for at skulle gå i skole.
- Pastor Lund fra Utterslev og lærer Hansen fra Vindeby kom i forbindelse med forvalter Albert Quist fra saftstationen i Horslunde, hvor de talte om stiftelsen af den nye skole. Udvalget satte sig i forbindelse med forskellige realskoler rundt om i landet for at finde ud af, hvordan man havde fået dem oprettet med deres formål og økonomi.
- Det næste problem, man skulle klare, var økonomien. Man blev enige om at tegne aktier for at rejse den nødvendige kapital. Aktien kostede 50 kroner, og man stilede efter 5.000 kroner i aktiekapital. I Horslunde forsamlingshus blev der holdt et møde for “kvinder og mænd, der måtte interessere sig for skolesagen”. Der kom mange for at høre om de nye tanker om den kommende skole. Aktietegningen gik langt over forventning. Man nåede en aktiekapital på 6.750 kroner. Desuden gav grev Reventlow, Pederstrup 100 kroner til formålet. Horslunde Realskole var en realitet.
Derfor har arbejdsgruppen besluttet at holde et infomøde med forældre og andre interesserede i en nær fremtid. Datoen ligger ikke fast, men vil blive meldt ud - også her i avisen.
- Det er så vigtigt, at folk ved, at vi stadig er her. Og at vi knokler med at få den skole på benene. Vi har også hængt plakater op, og vi fornemmer en stor opbakning, når vi møder lokale forældre, siger Vibeke Hemme Stephansen.
Realskole er sandsynligvis for stor
Ved infomødet håber arbejdsgruppen at få en mere fast indikation af, hvilke forældre der ønsker deres barn ind på skolen Håb. Det vil gøre det lettere at finde en passende bygning. Og de har snart travlt.
Inden 1. marts skal Undervisningsministeriet have modtaget information om de bygninger, der skal laves skole i.
Arbejdsgruppen er blevet vist rundt på den nedlagte Horslunde Realskole af den nye ejer. Men skolen kan rumme cirka 200 børn, og det er derfor ikke et realistisk bud på nuværende tidspunkt. Det har hun tidligere forklaret til Folketidende.
- Det er jo mange kvadratmeter, og lige nu må vi sige, at det er urealistisk for en nyopstartet skole at gå ind i. Så lige nu leder vi efter andre lokaler i primært Horslunde, men eventuelt også i omegnen af Horslunde, og hvis nogen har sådan nogle, må de hjertens gerne henvende sig.
Får hjælp af forskere
På infomødet håber arbejdsgruppen at kunne fortælle mere om den profil, som man går efter til den nye skole:
- Vi har haft et inspirerende møde med en repræsentant for Byskolen Gnist i Aarhus, der er en forskningsbaseret friskole, og vi har også kontakt til andre friskoler samt børne- og skoleforsker, Ph.D. Louise Klinge, der har stiftet Eduk, der tilbyder efteruddannelse på børne- og ungeområdet, og som er med i Børnerådet, fortæller Vibeke Hemme Stephansen.
Hun tilføjer, at gruppen ikke har et samarbejde med Louise Klinge, men at de er inspireret af hendes arbejde.
- Louise Klinge har forsket i, hvad der skal til for at skabe en meningsfuld skoledag for både elever og fagpersoner. Hun er også medforfatter til bogen "Skolen uden skæld", der skaber rammer, strukturer og stier, der er nødvendige for børns positive, livsduelige og livskraftige udvikling.
- Og nu skal vi have tydeliggjort, hvad det er Skolen Håb vil tilbyde, siger Vibeke Stephansen.