Farvel til halvtredseren: Parkering bliver dyrere på Dølle

I år bliver det dyrere at parkere sin bil på Dølle. Arkivfoto: Ingrid Riis

Bilister skal nu betale mere for at parkere på Dølle – men det har ifølge formanden intet med den nye parkeringsløsning at gøre, understreger formanden.

Offentliggjort Sidst opdateret

Dølle har nu besluttet, at bilisterne kan betale for parkeringen med EasyPark-appen. Det er dog ikke den eneste parkeringsændring.

Det har i mange år kostet en halvtredser at holde bilen ved markedspladsen.

Dølle har dog besluttet, at den pris nu skal stige til 60 kroner. Men den højere pris, understreger Dølle-formanden Per Hansen, har intet at gøre med den nye parkeringsløsning.

– Det er både af administrative hensyn, men simpelthen også en tilpasning til prisindekset og prisudviklingen generelt.

Læs også: Efter p-kaos på Dølle: Nu gør markedet noget helt andet

Når du siger ”administrative hensyn”, hvad betyder det?

– For 10 år siden var en rigtig stor del af vores betalinger på parkeringen kontanter. Det er jo ikke noget, vi har nogen omkostning ved at få ind og modtage.

– I dag får vi langt størstedelen af pengene ind elektronisk. Og der er dankortterminaler, transaktionsgebyrer, udstyr og support, vi skal købe ind for at kunne håndtere de her betalinger.

Det dyrere program

En anden grund til, at prisen skal stige, er, at parkeringen er med til at finansiere Dølles underholdsningsprogram.

Og det er slet ikke blevet billigere at få strikket Dølle-underholdningen sammen.

– Vi har et program, som er under udvikling, men vi ser også en generel prisstigning, som stikker voldsomt ud fra den almindelige prisudvikling i resten af samfundet.

– De artister, der måske kostede 60.000 for tre år siden, koster 100.000 i dag. Så der er rigtig mange ting, der er blevet rigtig, rigtig dyre. Og det er selvfølgelig også noget, som vi kigger ind i, at vi skal kunne få finansieret.

Per Hansen kan ikke erindre, hvornår prisen på parkering sidst er steget. Og han gør det klart, at gæsterne fremover ikke kommer til at opleve årlige prisstigninger.