- MAN KAN IKKE SE EN PIND!

Christian Henriksen fra Femern A/S medgav, at der ikke er meget at se fra udkigsplatformen lige nu. Foto: Nils Lund Pedersen

De lokale kan ikke følge med i Femern-projektet, men ifølge Lolland Kommune trækker det ud med en tilladelse til en ny udkigsplatform hos Kystdirektoratet.

Offentliggjort Sidst opdateret

RØDBYHAVN: Tilhørerne på et informationsmøde forleden om jernbanestrækningen fik også et indblik i hele det store Femern-projekt.

Men når man møder op ved byggepladsen, kan de lokale ikke få det store indblik i, hvad der foregår.

Det klagede en af tilhørerne, der netop har været en tur forbi Femern A/S' udkigsplatform, over.

- Jeg må sige, at jeg blev godt nok meget skuffet. Der var ikke noget at kigge på. Man kunne slet ikke se noget af alt det nye, I laver. Man kan ikke se en pind! Så, har I tænkt jer at lave et udkigstårn mere, eller har I tænkt jer at bygge i højden? lød anken.

- Lidt af hvert, tror jeg, lød svaret fra Christian Henriksen, der er afdelingschef for myndighedsforhold hos Femern A/S.

Han medgav, at der ikke er meget udkig fra udkigsplatformen lige for tiden.

- Efter at der er sket så meget, og der er lagt meget store jordbunker ud i området, så er udsigtsforholdene ikke gode. Så vi har planer om en ny type platform, hvor man både kan komme højere op og tættere på. Men det varer desværre lige lidt, inden du kan komme op i dem, sagde han.

Flere tilhørere ytrede ønske om at komme helt ind på byggepladsen og se elementfabrikken.

- Jeg tror ikke, de er så glade for at have alt for mange rendende rundt inde på byggepladsen. Men jeg vil minde om, at vi et par gange om året har naboarrangementer, og der vil der være mulighed for at besøge området i bus, sagde Christian Henriksen.

Ikke Femern A/S' skyld

En anden tilhører var tidligere folketingsmedlem Lennart Damsbo-Andersen (S), der også var meget utilfreds med platformen.

For nylig forsøgte EU-kommissionens udsending Pat Cox at se et af Europas største anlægsprojekter fra Femern A/S' udkigsplatform. Men som så mange andre, så han kun jordbunker. Foto: Birgitta Andersen

- Det kan da ikke være rigtigt, at det skal tage så lang tid at få tilladelse til at bygge sådan en platform. Det ligger jo ved byggepladsen, sagde han til kommunaldirektør i Lolland Kommune, Thomas Knudsen, der uddybede, at det ikke er Femern A/S, der trækker processen med en ny udkigsplatform ud.

vi er da forundrede over, at det skal tage så lang tid at få det godkendt hos Kystdirektoratet, så kommunens borgere og turisterne kan følge med i projektet. Det er sgu lidt fesent.

Thomas Knudsen, kommunaldirektør i Lolland Kommune

- Vi afventer p.t. en godkendelse fra Kystdirektoratet. Og jeg må da sige, at vi er da overraskede og forundrede over, at det skal tage så lang tid at få det godkendt, så kommunens borgere og turisterne kan følge med i projektet. Det er sgu lidt fesent, sagde kommunaldirektøren.