FOA ROSER STORT UDSPIL OM FREMTIDENS PLEJEHJEM

Morten NIelsen, afdelingsformand for FOA Storstrøm. Arkivfoto: Anders Knudsen

Morten Nielsen, afdelingsformand for FOA Storstrøm, er ved at dykke ned i 82 siders udkast om den kommende strategi for plejecentre i Lolland Kommune.

Offentliggjort Sidst opdateret

LOLLAND: Fagforbundet FOA, der organiserer størsteparten af personalet på Lolland Kommunes plejecentre, er svært tilfreds med et udspil om fremtidens plejeboliger i Lolland Kommune.

Planen er at lukke fem plejecentre og bygge nyt i Nakskov og Maribo.

Plejecentrene skal være indrettet mere demensvenligt. Både for beboerne, men også for personalets skyld.

- Der er mange gode intentioner i planen, og jeg hæfter mig ved, at der er stort fokus på  fagligheden. Det er glædeligt, siger afdelingsformanden for FOA Storstrøm, Morten Nielsen.

Plejehjemsstrategien, der er i offentlig høring frem til 6. november, rummer forslag om at bygge to nye plejecentre i Nakskov og Maribo og udvide Kirsebærhaven i Rødby.

Rønnebærparken i Dannemare, Sandby Ældrecenter og Bøgevænget i Holeby står til lukning.  Det samme gør Møllecenteret i Nakskov og Blomsterparken i Rødby.

Der er mange gode intentioner i planen, og jeg hæfter mig ved, at der er stort fokus på fagligheden. Det er glædeligt.

Morten Nielsen, afdelingsformand for FOA Storstrøm

Morten Nielsen har mange pæne ord at sige om udspillet. Blandt andet at hans medlemmer skal have bedre arbejdsforhold, hvis det skal gøre mere attraktivt at arbejde i ældreplejen.

- Det er rigtig positivt, at der er stor opmærksomhed på fagligheden. Men man skal sikre sig, at man har personalet med sig hele vejen igennem, siger Morten Nielsen.

FOA skal i gang med at nærlæse det 82 sider lange udkast til plejehjemsstrategien og tale med de involverede medarbejdere, før fagforbundet sender et høringssvar til Lolland Kommune.

Man skal sikre sig, at man har personalet med sig hele vejen igennem.

Morten Nielsen, afdelingsformand for FOA Storstrøm