Fra Lolland til mulig politisk leder for Alternativet

Sascha Faxe. Foto: Jan Knudsen/arkiv

48-årige Sascha Faxe er opvokset på Lolland. Nu har hun meldt sig som kandidat til at blive ny politisk leder for Alternativet.

Offentliggjort Sidst opdateret

LOLLAND "Tiden er inde til at sætte livet i centrum. Alt liv. Vi har alt for længe overudnyttet mennesker, planet og natur. Derfor har vi i dag en galopperende klimakrise og social skævvridning på tværs af planeten. Derfor kan vi i Danmark, et af verdens rigeste lande, have børnefattigdom, sende meget syge borgere i arbejdsprøvning og diskutere om vi overhovedet har råd til grøn omstilling. Den kurs skal ændres!".

Sådan indleder Sascha Faxe, som er opvokset på Midtlolland, den pressemeddelelse, hvori hun melder sig som kandidat til at overtage posten som ny politisk leder for Alternativet efter Uffe Elbæk.

48-årige Sascha Faxe har været medlem af Alternativet siden 2015 og bor i dag i Roskilde-området, men hun er opvokset på Lolland og er samfundssproglig student fra Maribo Gymnasium. Inden da var hun i midten af 1980'erne både juniorreporter og i erhvervspraktik som journalist på Folketidende, ligesom hun også har været medlem af Maribo Ungdomsråd.

Og det var formentlig i den periode, at hendes interesse for politik for alvor blev grundlagt. I sit CV på altinget.dk forud for sidste folketingsvalg skriver hun blandt andet: "Siden, jeg som 14-årig startede med politik og aktivisme på Lolland, hvor jeg voksede op, har jeg omsat mit drive for en bæredygtig verden og fællesskaber med plads til alle på mange måder. Såvel politisk som professionelt", skriver hun.

20 stemmer på Lolland

Ved valget, hvor hun stillede op i Sjællands Storkreds, fik hun 1.192 stemmer, hvilket rakte til en plads som Alternativets førstesuppleant på Sjælland. Det dårligste resultat fik hun dog i Lolland-kredsen, hvor det ifølge Altinget blot blev til 20 personlige stemmer.

Sascha Faxe føler sig dog klar til nu at tage et skridt op i Alternativets politiske organisation og gå efter posten som politisk leder.

- En politisk leder kan ikke, og skal ikke, stå alene. Alternativet er et kollektivt magtdelingsparti. Derfor vil jeg være en blanding af en lyttende, faciliterende og rammesættende leder. Jeg tør både gå forrest, og jeg tør slippe kontrollen og lade tilliden råde. Det betyder også, at jeg i rollen som politisk leder vil understøtte en fortsat samtale om, hvordan Alternativet skal ledes og organiseres, siger hun.

Alternativet vælger sin nye politiske leder ved et ekstraordinært landsmøde 1. februar. Seks andre har også meldt sig som kandidater. Det er Rasmus Nordqvist, Mette Rahbek, Rasmus Foged, Josephine Fock, Mira Issa Bloch og Theresa Scavenius.