FULD DAMP PÅ LOKAL CANNABIS-FABRIK

Valeos Pharma har allerede i flere måneder dyrket masser af cannabisplanter i fabriksanlægget i Holeby. Men det har kun været en øvelse, for produkterne har skullet kasseres. Nu har virksomheden dog fået den nødvendige tilladelse til at kunne sælge produkterne. Foto: Patrick Kirkby

Valeos Pharma har fået Lægemiddelstyrelsens godkendelse til at producere og sælge medicinsk cannabis. Og de første fem års produktion er allerede afsat.

Offentliggjort Sidst opdateret

HOLEBY: Forrige fredag lykkedes det. Efter investeringer på 70 millioner kroner i produktionsfaciliteter i Holeby og omkring tre års forberedelser kunne folkene bag Valeos Pharma A/S i begyndelsen af marts gå på weekend med en tilladelse i lommen fra Lægemiddelstyrelsens. Nu må Valeos fremstille medicinske cannabisprodukter.

- Det er en stor milepæl. Nu må vi sælge det, vi producerer, fortæller Michael Andreasen, der var med til at grundlægge firmaet.

Det er en stor milepæl. Nu må vi sælge det, vi producerer.

Michael Andreasen, medstifter af Valeos Pharma A/S

Valeos Pharma har i længere tid været i gang med at få produktionen op at køre, men uden tilladelsen har resultatet skullet kasseres. Men fremover kan det sælges, og der er allerede en femårig aftale på plads med et tysk lægemiddelfirma, som fra juli vil aftage alt, hvad Valeos kan producere. I første omgang er det 1,5 tons om året, men målet er hurtigt at øge produktionen til det dobbelte.

Selvom hele produktionen skal afsættes i Tyskland, er det altså den danske Lægemiddelstyrelsen, der har godkendt produktionen. Men da der produceres efter fælleseuropæiske regler, åbner den danske godkendelse for salget til den tyske samarbejdspartner.

Tilladelsen kom blandt andet i hus efter at styrelsen havde været på besøg i produktionshallerne i Holeby. Her blev Valeos’ kvalitetssystem gennemgået og godkendt.

- Vi fik tilladelsen i første hug. De meddelte os, da de gik, at vi ville få den, fortæller en synligt stolt Michael Andreasen.

Søger medarbejdere

Med tilladelsen i hus får Valeos Pharma nu også brug for at udvide medarbejdertallet med seks-otte ekstra medarbejdere i produktionen. Den skal leve op til GACP-standarden, der stiller krav til ”Good Agricultural and Collection Practices”, og GMP-standarden for ”Good Manufacturing Practices”, og derfor er det en fordel at kunne engelsk. Er man gartner, vil det også være en stor fordel.

Som nævnt forventer Valeos at fordoble produktionen. Det skal efter planen ske sidst på året eller i begyndelsen af næste år, hvor der igen vil blive brug for flere medarbejdere.

Produktionshallerne er allerede forberedt til udvidelsen, der dog vil indebære, at der skal bygges tre rum mere. Det vil gøre produktionen mere rentabel, og med tilladelsen fra Lægemiddelstyrelsen kan investorerne begynde at se frem til, at satsningen giver resultater.

- Men der skal sælges lidt, før pengene er hjemme igen, konstaterer Michael Andreasen.

Han fortæller, at Valeos Pharma planlægger at levere omkring 100 kilo om måneden, der vil blive kørt til Tyskland i specialsikrede transporter.