Grøn tænketank skal føre Lolland ind i en ny fremtid
Lolland Kommunes byråd har brug for kloge vismænd til at rådgive dem om vejen ind i en glorværdig grøn fremtid. Arkivfoto: Jan Knudsen
Jan Knudsen
Efter sommerferien skal en ny tænketank rådgive Lolland Kommunes politikere. For nu skal Lolland for alvor i førertrøjen på den grønne omstilling.
LOLLAND: Lolland Kommune er allerede blandt de kommuner i landet, der producerer mest grøn energi, men det nye byråd vil gøre kommunen endnu grønnere.
Nøglen til at få Lolland op i et grønt "femte gear" i en tid, hvor den ene grønne udvikling tager den anden, er en grøn tænketank, som allerede skal begynde at rådgive byrådet efter sommerferien.
Det lægger kommunens økonomi- og erhvervsudvalg op til på sit møde i dag, onsdag.
- Det er jo en del af konstitueringsaftalen, som vi skrev under på efter valget sidste år. Konstitueringspartierne forpligtede sig her til, at Lolland Kommune skal satse endnu mere på grøn omstilling i fremtiden, forklarer borgmester Holger Schou Rasmussen (S).
Lollands grønne fremtid
Målet for Lollands grønne fremtid er:
- At skabe vækst og flere arbejdspladser lokalt gennem en markant udbygning af lokal produktion af vedvarende energi.
- At udnytte teknologiske muligheder for lagring og energimix (power-to-x), der kan optimere energieffektiviteten yderligere.
- At tiltrække virksomheder, der anvender og/eller producerer vedvarende energi, udvikler systemer til lagring og/eller power-to-x - eller er leverandører af produkter og/eller services til dette.
Lolland Kommune har allerede sat en række grønne initiativer i gang med opsætning af vind- og solenergi, stenlager i Rødby, power-to-x-anlæg, biogas og meget andet.
- Det her handler om, hvordan vi kan udnytte det areal, vi har, bedst muligt til at tiltrække virksomheder, der kan bringe Lolland ind i en mere bæredygtig fremtid som egn, siger kommunens tekniske direktør, Rikke Jensen, der skal stå i spidsen for det nye grønne fyrtårn i Lolland Kommunes fremtidsstrategi.
Skal finde vismænd
Til nu har den grønne politik i Lolland Kommune været at hoppe fra tue til tue. Når producenter af grøn energi henvendte sig, forholdt kommunen sig til det enkelte tilbud og lavede en lokalplan, der passede til det.
- Det har så drevet den grønne udvikling i kommunen frem. Nu prøver vi at tage skeen i den anden hånd og definere, hvordan det her skal designes, så det bliver en gangbar vej for os som motor for Lollands udvikling, forklarer Rikke Jensen.
Her skal den grønne tænketank hjælpe med gode råd og vejledning. Den skal ifølge oplægget til økonomi- og erhvervsudvalget bestå af 18 til 20 vismænd (m/k), der skal rådgive økonomiudvalg og byråd om den grønne vej frem.
Det er tanken, at deltagerne i tænketanken skal være en blanding af landets førende eksperter, forskere og debattører inden for grøn energi, lokale erhvervsvirksomheder, vedvarende energi-producenter, forsyningsvirksomheder og lollikker (politikere og unge, eksempelvis).
- Vi har fra økonomiudvalget peget på, at vi gerne ser folk i den tænketank, som har indsigt i, hvilke muligheder den grønne omstilling giver os. Specielt i forhold til, hvor vi er, siger Holger Schou Rasmussen.
Kommunens administration og politikere skal nu - i løbet af sommeren - finde de eksperter og lokale, der skal have sæde i den grønne tænketank. For når ferien er ovre, skal arbejdet i gang.
- Vi skal have nogle af landets ypperste folk inden for grøn tænkning ind. Det kan for eksempel være Brian Vad Mathiesen (førende dansk forsker inden for vedvarende energisystemer, red.). Jeg kunne godt forestille mig, det var en person, der kunne give os gode input, for vi kan ikke satse på det hele i Lolland Kommune i fremtiden. Det kunne også være en Teis Laustsen Jensen (direktør i brintbranchen, red.), eller direktøren i Dansk Industri, funderer borgmesteren.
Vi skal have nogle af landets ypperste folk inden for grøn tænkning ind i den tænketank.
Holger Schou Rasmussen, borgmester i Lolland Kommune (S)
Økonomi- og erhvervsudvalget har også krævet, at de unge, der skal være borgere i den fremtidige grønne Lolland Kommune, får plads i tænketanken. Men arbejdet for at gøre Lolland grønnere skal bære lønnen i sig selv - både for erhvervsfolk, eksperter og lokale.
Ingen løn
Den grønne tænketank skal mødes to til fire gange årligt i cirka tre timers møder, som arrangeres af Gate21. Derefter skal beslutninger og anbefalinger refereres videre til økonomi- og erhvervsudvalget i Lolland Kommune, som så kan tage de gode råd med sig, når beslutningerne skal træffes.
Lollands grønne tænketank
Økonomi- og erhvervsudvalget i Lolland Kommune holder i dag møde om følgende krav til en grøn tænketank (oplæg fra kommunens administration):
- Tænketanken skal have et overordnet grønt energipolitisk fokus.
- Tænketanken skal inspirere og rådgive den politiske ledelse i Lolland Kommune om, hvad de kloge satsninger kan være med øje for den hastige udvikling på området.
- Tænketanken skal give indsigt i nye tendenser og viden inden for grøn erhvervspolitik, herunder indsigt i, hvordan energibranchen forventes at udvikle sig.
- Tænketanken skal medvirke til at synliggøre Lolland Kommunes potentialer over for beslutningstagere, energibranchen, vidensinstitutioner og andre.
- Tænketanken skal medvirke til at skabe lokal opbakning blandt relevante interessenter, hvor især de unge skal tænkes med i udviklingen.
- De skal ikke være aflønnet. Det skal være nogen, der brænder for den omstilling og derfor frivilligt vil gå ind i arbejdet. Vi vil forelægge dem, hvor vi er, og så vil vi gerne høre, hvad de tænker, siger borgmesteren.
Administrationen forventer ikke, at det bliver svært at få folk til at deltage i tænketanken.
- Det handler om at bidrage til en udvikling. Derfor ser man ofte, at forskere, meningsdannere, erhvervsliv og andre gerne deltager i de her tænketanke. De vil gerne udvikle samfundet. Det er det, vi satser på, siger Rikke Jensen, der altså nu går i gang med udvælgelsen af dem, der som en slags moderne vismænd skal løfte Lolland ind i en glorværdig, grøn fremtid.
Seneste artikler
Nu reagerer kommunen på tung trafik i landsby: Vejen er ikke bygget til store lastbiler
Landsbyboere slog alarm for fem år siden: Nu frygter de endnu mere tung trafik
Larve fra helvede fundet i København for første gang
Alt for stærkt: Nu skal bilisten prøve igen
Så meget skal Lalandia-manden betale til sine ofre
Mest læste artikler
Spisested på havnen genåbner: Håber at slå dørene op inden længe
Dobbelt vanvid: Porsche beslaglagt på Lolland
Stopper med at sælge brød: Laver bageri om til café
Blodet fossede ud efter fald ved Biltema: Så dukkede 'Pernille fra Væggerløse' op
Viktoria bliver student og skal overtage familiegården: - Vil bygge videre på det her fantastiske sted