Har du set den? Lokal helts tuktuk er stjålet

Emil Krogh Petersen på sin første køretur, da han fik "Vaskbjørnen". Arkivfoto: Jan Knudsen

Skiltevaskeren fra Nakskov stod op til en forfærdelig overraskelse. Den tuktuk, han har brugt lang tid på at skaffe er stjålet.

Offentliggjort Sidst opdateret

Emil Krogh Petersen bedre kendt som lokalhelten Skiltevaskeren står uden sin tuktuk.

Natten til i søndag 18. maj er den hvide tuktuk blevet stjålet, det skriver Emil på Facebook, hvor han efterlyser information på fartøjet.

Allerede nu har flere meldt deres sympati til byens elskede skiltevasker, men der er endnu ikke kommet noget frem.


Tuktuken "Vaskebjørnen" er væk. Emil Krogh Petersen søger med lys og lygte efter fartøjet, der lader ham gøre Nakskov til en bedre by at bo i. Skærmbillede fra Facebook

"Vaskebjørnen" som tuktuken hedder fik Emil i 2022 efter, at Nakskov-borgere stimlede sammen om at støtte ham i sit frivillige arbejde.

Den trehjulede kabinescooter af mærket Piaggo Ape 50 må køre 25 kilometer i timen og har et stort ladrum med plads til spande og vaskegrej.

Rent praktisk er tuk-tuken foræret til Nakskov Handel & Erhverv, men det er Emil, der har brugsretten til den.