Holger Schou fisker allierede for turisme på sydkysten
Lolland Kommune er, ifølge borgmester Holger Schou Rasmussen, (th) tæt på at få venner i regeringen og på Christiansborg i kampen for at få kystturisme til det nye indvundne land ved Rødbyhavn. To af dem kunne blive folketingsmedlem Kasper Roug (tv) og minister for byer og landdistrikter Morten Dahlin, der mandag var i Rødbyhavn. Foto: Bernt Hertz Jensen
Bernt Hertz Jensen
Strandbeskyttelseslinjen ligger i vejen for turisterhverv på det nye indvundne areal vest for Rødbyhavn. Derfor er der brug for hjælp fra regering og Folketing, hvis planerne om kystturisme skal realiseres. Mandag var ministeren for byer og landdistrikter på besøg i Rødbyhavn, og borgmesterens argumenter gjorde indtryk.
Lolland Kommune har brug for hjælp fra Christiansborg, hvis drømmene om et storstilet turisteventyr på Lollands sydkyst skal realiseres.
Den gældende kystbeskyttelseslinje tillader nemlig ikke byggeri på det to kvadratkilometer store ekstra stykke Lolland, da den ligger indenfor det gamle dige. Samtidig har arealets ejer - Sund & Bælt - betinget sig, at der etableres erstatningsnatur for hvad der går tabt ved Femernbyggeriet.
Et jorddepot - ikke et naturområde
Derfor havde det socialdemokratiske folketingsmedlem Kasper Roug, der er født i Nakskov og valgt på Lolland, sat sin Christiansborgkollega, minister for kirke, byer og landdistrikter, Morten Dahlin fra Venstre, stævne i Rødbyhavn mandag.
I Rødbyhavn ventede også Lollands borgmester Holger Schou Rasmussen (S) med et meget tydeligt budskab til ministeren:
- Det her er et jorddepot. Det er ikke et naturområde endnu. Vi har investorer og ejendomsudviklere, der vil etablere 1.000 overnatningspladser hernede. Det er en investering på tre milliarder kroner og kan skabe tusind arbejdspladser. Jeg er en utålmodig mand. Jeg har knoklet i snart et årti for, at vi skal udnytte potentialet i Femern-byggeriet, og jeg synes nogle gange, at det går for langsomt, sagde Holger Schou Rasmussen.
Jeg har knoklet i snart et årti for, at vi skal udnytte potentialet i Femern-byggeriet, og jeg synes nogle gange, at det går for langsomt.
Holger Schou Rasmussen
Ikke mindst de store tal gjorde indtryk på ministeren for byer og landdistrikter, der indgød til en vis behersket optimisme:
- Det møde, vi har haft i dag, har ikke gjort mig mindre positiv overfor at finde en løsning for at imødekomme det ønske, man har. Det hele skal stadig undersøges til bunds, og der skal blandt andet findes en plan for erstatningsnatur, og der er vi ikke helt endnu. Men jeg vil gerne sige, på hele regeringens vegne, at vi er fascinerede af de meget store potentialer, der er i det her projekt, sagde Morten Dahlin.
Vil finde erstatningsnatur
Holger Schou Rasmussen var også godt tilfreds med udfaldet af mødet og rakte en hånd frem i spørgsmålet om erstatningsnatur:
- Vi kommer tættere og tættere på at få venner i regeringen og Folketinget, der kan realisere, at det kan blive en mulighed. Det giver nogle potentialer for at øge kystturismen, som vi gerne vil her i Danmark. Og hvis vi etablerer noget på det område, så skal vi også etablere erstatningsnatur andre steder i kommunen, så vi sikrer biodiversitet, sagde han.